De Danske Skove
Forfatter: Chr. Vaupell
År: 1863
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 309
UDK: 634.(489)
Med 21 i Texten indtrykte Illustrationer og et Titelbillede efter Originaltegninger af Nordahl Grove o.fl. samt et Kort.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
198
omtales dog ikke Oasselunderskoven sorn henhørende til den
rationelle Skovdyrkning. Tvertimod behandles den som
Noget, der ikke maa taales i Egeskoven, hvilket, som vi have
seet, er en stor Vildfarelse.
Da Regeringen 1765 solgte Kallehavegaard tilligemed det
øvrige Rytterdistrikt, forsømte man at forbeholde sig Skovene.
Kallehavegaard med Gods blev kjøbt af Peter Johansen, der
havde begyndt som Pæreskipper og senere som Handelsmand
tjent sig en Formue. Han vidste i Forveien, at Kallehave-
skovene havde en Beholdning af Ege, som savnede deres
Lige. Hidtil havde man ladet de fleste staae og ældes i
Skoven, kim enkelte vare solgte som Brændeved eller sorn
Gavntømmer til en saa billig Pris, at man i Vordingborg
byggede Plankeværker af Eg for at hegne omkring Haverne.
Peter Johansen falbød sine Ege til Marinen, som nu først blev
opmærksom paa Kallehaveskovene og ved at handle med
Peter Johansen flere Gange fik Leilighed til at fortryde, al
Staten havde givet Slip paa Skovene. Den nye Eier op-
rettede tillige et stort Skibsværft, som han kaldte Petersværft;
her byggedes blandt andet et stort Barkskib, som ved Ufor-
sigtighed forliste ved Cap. Peter Johansen døde 1799, og
for at blive Herre over Skovene, tilbagekjøbte Staten Kalle-
havegaard eller, som den nu kaldtes, Petersgaard, som
den atter solgte med Undtagelse af Skovene. Snart der-
efter -forandrede Loven af 1805 hele Benyttelsen af Sko-
ven; thi som Følge af den ophørte alt Fællesskab i Skov-
væsenet. Bønderne bleve udelukkede fra Statens Skove og
fik til Erstatning Marklodder eller Skovlodder. Husmæn-
dene, som hidtil havde været vante til at forsyne sig med
Baandkæppe i Skoven, kunde ikke vænne sig til den Be-
tragtning, at Skoven ikke mere var Fællesgods, hvorfor de