De Danske Skove

208 naaet det 40de Aar, indtraadte der en Standsning heri, idet den fugtige Jordbund hæmmede deres videre Udvikling og be- virkede, at de bleve toptørre og mosbegroede. Herved fik Egen nyt Liv, og der blev Tlaab om, at den kunde be- vare sin Tilværelse. Saaledes stode de indtil 1847. Da skete der en Forandring, idet der i dette og de nærmest paafølgende Aar blev foretaget de fornødne Vandaflednings- arbeider, hvorved Bøgenes Levevilkaar meget forbedredes. De tabte Mosbeklædningen og begyndte strax en Kroneudvik- ling, der senere bestandig er fortsat og har foranlediget, at Egen — som saamange af dens Kammerater — er bleven indkneben og har maattet opgive sine Sidegrene. Bøgene vedbleve nu at arbeide paa Egens Undergang. I Vinteren 1861 frembød den det Udseende, som foran er fremstillet. Om 10 Aar vil den ophøre at leve. Haslerne vare iforveien gaaede tilgrunde; naar disse mangle Lys fra Siden, forlænges Skuddene, de bladbærende Kviste falde af, og kun i Toppen af de smækkre Grene bliver der nogle Blade tilbage, som ogsaa snart visne. Naar man et Par Aar senere passerer Skoven, støder Foden paa en trøsket Knude. Det er Stødet af Hasselen, som er ifærd med at hensmuldre. Betragtningen af disse Egeruiner, der ere Resultater af den frygtelige Indflydelse, som Bøgens Skygge øver paa de stærke og sunde Ege, er vistnok den mærkeligste Fremtoning af Skovlivet hos os. Man faaer derved en levende Forestilling om Bøgens exclusive Karakter og undertrykkende Magt, hén er paa den danske Jordbund istand til at trykke Skovens mæg- tigste Træer, taaler ingen anden Træart i sin Nærhed, men stræber overalt at danne rene Bevoxninger af sin Art. (Jagtet de andre Træarter ogsaa trykkes «af Bøgen, saa al de beskadiges,