De Danske Skove

209 kvæles af den og vige Pladsen for den, ere Sporene af Bøgens Indflydelse paa dem ikke saa iøjnefaldende, som Tilfældet er med Egen. Det hidrører fra, at ingen af“ dem har en saa stærk Grenudvikling som denne, hvorfor deres Grene kun kort Tid ere udsatte for Bøgens Skygge, før de aldeles falde af. Her er altsaa ikke Leilighed til at see, saaledes som paa Egen, at den tørre Død efterhaanden angriber hele den friske Gren, eller til at iagttage, hvorledes det samme Onde Tid efter anden haner sig Vei gjennem Kronen. Den Kraft, som Egen har lagt i sine Grene, bevirker, at. de længere for- blive forenede med Stammen, endogsaa naar de bære Dø- dens Mærke, og herved bliver en Eg, som trykkes af Bø- gen, bedre skikket til at vise den ved Bøgeskyggen foraar- sagede gradvise Udbredning af Tørheden, end nogen anden Træart. Mærkelig er i denne Henseende on Eg, som staaer i Enghaven ved Svenstrup. Denne Skov er dannet af mange forhen adskilte Skovholme, som nu ved Kunst ere forenede. Flere af dem bestaae hovedsagelig af Ege, som høre til de skjønneste i Sælland. Imellem dem findes nogle gamle Bøge, hvis Frugtbarhed har været saa stor, at de have be- saaet Skovbunden, og den derved fremstaaede 40—BOaarige Opvæxt trykker Egene. Fik Skoven Lov til at passe sig selv, vilde snart alle de Ege, som ikke staae frit, være ligesaa mishandlede af Bøgeopvæxten som Egene i Krogedals Vang; men Eieren vil her ikke offre alle sine smukke Ege for den overall frem træn gen de Bøg, som derfor ofte kues af Øxen, hvorved Egegrenene beholde Nydelsen af Sidelyset. Man seer her ikke fan Ege, som udstrække deres nedre, bladløse, tørre Grene imellem Bøgeopvæxten, medens Toppen endnu grønnes. 14