De Danske Skove

224 1847 og 1853, som vare gode Oldenaar, bleve begge be- nyttede, idet den besværlige Hassel blev afhugget og Olden nedhakket. Der fremspirede mange Høge, men ogsaa af sig selv mange Ege. Agernaaret 1857 gav lier, som overall, mange og gode Agern, og derefter fremmylrede 1858 Ege- planterne. Dette Aar var et godt Oldenaar; men dets Re- sultater vare langtfra saa heldbringende for Bøgen, som Agern- aaret 1857 var det for Egen; thi den meste Bøgeudsæd efter 1858 gik til Grunde i den paafølgende milde Vinter og tørre Sommer. Resultatet er, at der trods de store Anstrengelser for at fremhjælpe Bøgen er mere Opvæxt af Eg end af Iløg. Da Egen saaledes paa Grund af Jordbundens særegne Be- skaffenhed har Magten, vil Forstvæsenet blive nødt til at følge den Vei, som er den naturligste og fordelagtigste og i enhver Henseende den rigtigste, nemlig at lade Egen beholde Pladsen og ikke mere fremtvinge Bøg. Endnu værre er det gaaet Bøgen i Christians sæde Skov i den Del af samme, der foryngedes i Halvfemserne af C h ri s t i an Ile venllow, efter hvis Plan Skoven skulde bestaae af Eg og Bøg i lige Forhold. Denne Blanding vikle, dersom Jord- bunden ikke havde, været plaget af Grundvand, have ført der- til, at Egene efterhaanden vare bievne undertrykkede, ligesom del er skeel i Statsskovene i Hütten Amt, hvormed vi senere skulle gjøre Bekjendtskab, men den fugtige Jordbund bevir- kede, at det endte ganske anderledes. Der fortælles, at indtil 1830 voxede begge Træarter uden at den ene vandt noget Forspring for den anden, men i Trediverne tiltog Grundvandet saaledes i Skoven, at Bøgene paa mange Steder bleve lidende og begyndte at sygne hen, og Sygdommen blev saa stærk, al liere Hundreder af Træer aarlig døde. I Aaret 1845 var Dødeligheden saa fremtrædende, at man begyndte at borttage