De Danske Skove

 223 ' Bøgene i Heglen ikke døde: de friste et kummerligt Liv, men de fortvivle ikke om Fremtiden og troe paa, at deres Art dog tilsidst faaer Magten, naar Vandafledningen engang her bli- ver indført. Vel bliver det ikke dem selv; thi de ere øde- lagte for stedse; men naar Plantningen bliver udhugget og udgrøftet, kunne de besaae Jordbunden, og deres Afkom saa- ledes med Tiden brede sig over hele Plantningen og fortrænge de andre Træer. Man maa ogsaa i den store Fugtighed, som ofte ledsager det bindende Ler, søge Grunden til det mærke- lige Phænomen, som har vist sig i Grønhollshegn, hvor det, trods al anvendt Flid, ikke er lykkedes at kue Egen og at opelske Bøgeskov. I Grønhollshegn staaer der en gammel naturlig Ege- skov, hvilket for nærværende Tid er en Sjeldenhed i Nord- Sælland. Skoven er destoværre ikke større end 60 Tønder Land. Den bestaaer af Ege, som ere 150—200 Aar gamle og 20—27 Tommer tykke og brede deres store Kroner over en frodig Underskov, der mest bestaaer af Hassel, blnndct med kunstig opelskede Bøge samt enkelte llægebærtræcr. Hvor Haslen er borlhugget, er Jorden dækket af yppigt Græs. Jordbunden er dannet af Ler, og det ansees for at være den frugtbareste Del af Skoven, hvorfor der er god Grund til her at bevare Egeskoven; men efter den Praxis, som følges i Statsskovene, er den frugtbare Jordbund netop Skyld i, at Egeskoven er dømt til at forvandles til Bøgeskov. I denne Hensigt blev den tætte Hasselskov borthugget, for at man der kunde nedhakke Bøgeolden. Da Jordbunden fik Lys, (lækkede den sig med et frodigt Græsdække, der hidførte cn Mængde Mus. Samtidig med Bøgene fremspirede selvsaaede Ege; Musene fortærede Høgene, men skaanede Egene. Skov- dyrkeren blev imidlertid ikke træt af at hjælpe paa Bøgen.