De Danske Skove

Forfatter: Chr. Vaupell

År: 1863

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 309

UDK: 634.(489)

Med 21 i Texten indtrykte Illustrationer og et Titelbillede efter Originaltegninger af Nordahl Grove o.fl. samt et Kort.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 336 Forrige Næste
Land stor. Bøgen har her fortrængt Egen fra de sydlige Skovparter Boels Skov og Sønderskov, saa at disse nu ere Bøge- skove, men at Egen før har været fremherskende her, fremgaaer af de talrige Ege, der ere spredte imellem Bøgene. 1840 fandtes der i disse tvende Skovparter*) endnu en Ege- masse af 800 Favne Tømmerege og 1900 Favne Brændeege. I den nordlige Del af denne Skov, som dannes af Arnøie Hestehave, er Egen derimod eneherskende, og da den er beskyttet af en tæt Underskov, kan Bøgen ikke være farlig for den, førend Skoven forynges, men da ville Bøge- planterne, indvandrede fra Boels-Skov, sandsynligvis snart vise sig i Hugsterne og forberede Egens Fortrængen. I TokkeSkov**) har Egen holdt sig i den nordlige og sydlige Del af Skoven, hvorimod den har rømmet Midten, der er optagen af Bøgeskov. Ungt og Gammelt voxer ved Siden af hinanden, da ingen regelmæssig Skovbehandling finder Sted. I en Synsforretning, som blev foretagen den 28de Sept. 1660, omtales der blandt de af Svenskerne nedhugne Træer 217Ege***) og ingen Bøge. Da der ikke nævnes nogen Bøg, fristes man til at antage, at Skoven dengang har været en ren Egeskov, og de stedfindende Forhold tale ogsaa for, at Bøgens Tilværelse i Skoven ikke er ældre. Dersom de Svenske havde taget alle Egene paa samme Strækning, da kunde en saadan Hugst i høi Grad begunstige Bøgens Ind- trængen. Imidlertid lærer det Følgende, at man let under- vurderer Bøgeartens Alder i Egeskoven. ’) Tilsammen omtr. 300 Tdr. Land. *’) 102 Tdr. Land stor. ’”) Brasch. Vemmetofte. 1 Del. S. 204.