De Danske Skove

292 vandet, som paa flere af Øerne i saa høi Grad har hæm- met Bøgens Udbredning. Ottende Kapitel. Egekrattene. Egeskoven paa Rullestenssand er kun et Overgangsled i Skovens Udvikling. Hvor den ikke er udsat for Menneskets Mishandling i den Grad, at den trykkes af Vestenvinden, gaaer den over til at blive Bøgeskov. Bliver den derimod forhugget, saa at Vestenvinden faaer Magten over den og ikke tillader Træerne at skyde i Veiret, men trykker Skuddene ned til Jorden, synker Egeskoven, hvor den ikke aldeles forsvinder, ned til Purkrat. Medens saamange Forfattere, Digtere og Topografer have skildret liedens Ejendommelighed og formentlige Skjønhed, er der forholdsvis kun faa, som omtale Egekrattene, og dog ere de liedernes Prydelse, ligesom de i høi Grad tjene til at give de forskjellige Ueders Jordsmon en bestemt Karakter. Sete i Af- stand fremtræde de som grønne Hakker, der hæve sig over den flade sorte Ilede. Ved at komme nærmere, bemærker man, at det grønne Plantedække er et læt, lavt, næsten uigjennemtrængeligt Egekrat. Purrerne ere i Regelen Buske uden nogen overjordisk Stamme, sammensatte af Slubstød, som, ude af Stand til efter deres Natur at skyde i Veiret, af Vinden tvinges i mangfoldige Ret- ninger; dog have de ofte ogsaa selvstændige Stammer. Mange