De Danske Skove

291 Egen er paa mange Steder ikke ganske forsvunden; den har beholdt det Rum, hvor Bøgen ikke bredte sig, da den ikke forefandt den fornødne Fred. Egeskoven kom- mer herved til at danne et Læbælte for Bøgen, hvilket f. Ex. er Tilfældet med Hanved ved Flensborg. I det centraljydske Skovland stod der for 200 Aar siden ikke mindre end 2 Kvadratmile Skov med 1000 hjorte og mange Vildsvin. Det meste af Skoven tilhørte Kronen. Da man i det 17de Aarhundrede begyndte at forbruge den store Egebeholdning, som her fandtes, havde Bøgen allerede Mag- ten; dens Udbredning og Egens Undertrykkelse kunde derfor her skee i en Tid, da den paa Grund af Græsningen til- dels var standset paa Øerne. Dette hidrørte fra, at Jylland formedelst Jordens Ufrugtbarhed kun havde en sparsom Befolkning. Store Godser, talrige Landsbyer med mange Heste og Køer fandtes ikke, og de vilde Dyr formanede ikke at øve et saadant Tryk paa Skoven, at Bøgens Foryngelse forhindredes. Christian den Fjerde vilde i Sandhed undre sig, naar han gjensaae Silkeborg Skove; hvor han før udviste saa mange Ege, der vilde han nu ikke finde en eneste. Der- ved komme vi til at efterforske, hvorfor disse Skove ere saa rene for Eg. Der findes ellers kun noget Tilsvarende i nogle Skove paa Kridtland og i de nordsællandske Skove, hvor ikke alene Jordbunden, men ogsaa Flaadens Efterspørgsel har tjent til at lade Egene forsvinde. Her maa Grunden til Bøgeskovens Renhed alene søges i Beliggenheden og i Jord- bunden, der begge ere af den Beskaffenhed, at de for- hindre Grundvandet — Bøgens værste Fjende — fra at samle sig ved dens Rødder. Det bakkede Jordsmon og den san- dede Jordbund tjene begge til at frie Rødderne fra Grund- 19*