De Danske Skove

308 Egekrat og Egepurrer, og antages langt tilbage i Tiden at have været forenet med Egeskove ved Løvel og Kistrup, hvor der nu ligeledes kun findes Krat og Purrer. Af det Foranførte og da der ikke kan være Tvivl om, at i alt Fald den langt overvejende Del af disse Egepurrer og Krat ere Kester af tidligere Egeskove, vil det være indlysende, al Omegnen ved Viborg, der nu er temmelig bar, i en ikke fjern Fortid har været vel forsynet med Skov. Et Blik paa Skovresterne i Viborgegnen gjør et ned- slaaende Indtryk. Vi finde Skovenes Spor spredte over tiere Kvadratmile, hvilket giver os et Billede af Skovforstyrrelse, Skovødelæggelse, kortsagt den letsindigste Brug af Skoven. Og det er efter al Sandsynlighed først i forrige Aarhundrede, at den store Del af dette Ødelæggelsesværk er foregaaet. Bonden, som kun tænker paa de øieblikkelige Fornødenheder, sælger sin Skov uden at betænke, at i Læ bag Skoven trives baade Planter og Dyr. Og dog var dette Skovbrug ikke indskrænket til Viborg- egnen: det strækker sig over hele Jylland. Men det er kun der, hvor Vestenvinden trykker paa Landet, at Skoven ikke kan reproducere sig. Hvilken Velsignelse vilde det ikke have været for Landet, dersom Storaaens Skrænter havde været skovdækkede, hvilket Gode vilde del ikke have været for det godt befolkede skov- løse Harsyssel eller Hammerum Herred. Tænke vi os en lløiskov paa 1000 Tønder Laud paa den Grund, som nu (læk- kes af Egekrat ved Breining, hvilken Lykke vilde det ikke have været for Kingkjøbingegnen, og hvad der ligger Vest derfor — Egne, om hvilke vi fra Barnsbeen have den Forestilling, at de ere skovløse, og at de ere bestemte til at være skovløse.