De Danske Skove

49 omtales baade i Valdemar den 2dens og i den sællandske Biskops Jordbog.*) Et Par Mil Øst derfor ligger Byen Lindebjerg, som ogsaa omtales i Biskoppens Jordbog og støder op til Valdby- gaards Skov, hvor Linden hyppig forekommer. Jeg tvivler ikke paa, at de mange Stednavne, som begynde med Lind: Lindballe, Linde, Lindholm, Lindholt, Lindeved, Lindersvold o. s.v., have Navn efter dette Træ. Linden fortrænges ikke alene ved Rydning, men ogsaa ved Bøgeskovens Omsiggriben. Herfor foreligger der ikke faa Kjendsgjerninger: den er saaledes i denne Menneskealder for- trængt fra Hanenau Skov paa Falster, fra Slaahaven ved Har- denberg, fra Knuthenborg Skove og fra l’aareveile Skov paa Langeland. Den vestlige hel af Hald Bøgeskov kaldes Lind- holm, fordi her, efter gamle Folks Sigende, voxede Linde, da Skoven var Egeskov. At Linden saaledes fortrænges, hid- rører især fra, at dens Frø oftest ikke bliver modent, hvortil kommer, al den formedelst sit daarlige Ved hades af Skov- dyrkerne. Lange anfører den storbladede Lind (Tilia grandifolia) som vildtvoxende paa Flatø i Guldborgsund; da den er det ved Calmar, er der ikke Noget tilhinder for at ansee den for et dansk Træ. Esp. Bævrepoplen (Populus tremula) eller, som den almin- delig kaldes, Bævreespen, eller blot Espen, er i samme Grad som Birken et Lys behøvende Træ, som ikke taaler nogen Overskyggen, og ligesom Birken har den været almindelig i For- tidens Skove, om den end ikke har dannet saa store Bevox- ninger. Espen har imidlertid bedre holdt ud i Bøgeskoven ’) Er affattet i Tidsrummet 1370—1395. 4