Danmarks Brændselvæsen 1811

— 236 — EL loseligt Ojekast lærer, at der er et be- synderligt og gaudske uventet Forhold mellem Luftens Varme i Værelset, og den Mængde Varmestof, der udvikles for at frembringe den. Et fordomsfrit Elsk vil ikte længe være tvivl- raadig om Kilden dertil. Den fsrsie Omstændighed, som modstræ- Ler Opnaaelsen af Varmesieffens størst mulige Virkning, er denne: Ilden brænder paa Bun- den af Stueovnen, det er, paa et Ildsted som er indstuttet af Jernplader. Værelser kan ikke faae Varme uden fra disse Jernpladers Over- stade, eller den ydre Flade af Vindovnen. Man seer let, at dens indre Flade maae i det mindste være ligesaa varm som den ydre; men dens Varme kommer ikke til Luften i Værelset; den gaaer ud med Lufttrækket gjennem Skorstenen. Herved tabes sjensynligen, siden hele Massen varmes, men meddeler kun Varme til Værel- set med den halve Overflade. Her spildes me- get, som sagt, men hvor mcgec? Dette er ikke let at beregne. Der kunde synes, at da den indre Overflade er paa lider nær ligesaa stor soul den ydre, saa maatte ogsaa næsten den halve Varme gaae til Spilde. Dog kan dette ikke antages; thi ved Maaden, Hvorpaa Ovnen er-