Danmarks Brændselvæsen 1811

— 242 — De sbrige høs ø§ brugelige Stue^vne, nemlig de russiske, eller svenske, af Leer eller Fa- janse, samt Bilæggere, bil jeg kun kortelig om- tale. Onr de forsie ere brændesparende bekræf- tes af nogle og benægtes af andre; efter den Erfaring jeg har om dem, kan jeg ikke Helde til de Førstes Mening. Desuden har man ved dem ikke Temperaturen af Luften i Værelset saa meget i sin Magt som ved Vindovnen, Hbilket især er til Uleilighed i Værelser, Hvor Solen siaaer paa nogle Tuner om Dagen. Ogsaa ud- kræver deres Brug megen Forsigtighed, da Væ- relset let fyldes med usund Kuldamp om Spjel- det lukkes for tidligt, hvortil man altid er fristet, 'da Ovnen ikke varmer for dette lukkes. Bilæggerovnen, hvis ene Ende vender ud til Skorstenen, og er aaben, hvor baade Luen og meget af Heden trækker ud, fortjener ingen Kritik. En Kamin er unægtelig det ffjonneste Op' varmingsmiddel. Den blussende Lues behage- lige Gpil, den rene siraalende Varme, den sunde Ventilation af Luften i Værelset, har tilsammen noget saa fortroligt og selskabeligt, at man us- digen ombytter denne muntre Vinterven med de sorte osende melankolske Jernklumper. I*^