Danmarks Brændselvæsen 1811

— 264 — ningstidens Længde fattes desværre. Og da de Grunde, Hvorefter Kameralisten udregner Natio- nalnoovendigheder, ingenlunde maae værel un- derkastede Tvivl, saa tor inatt indtil videre ikke antage Torvmoserne som en altid sikker Brænd- selkilde for hele Landets Forbrug, Kan og bor man ikke det, saa nedsættes derved betydeligen Landets Grundforraad i dets Forhold til Forbruget, og Udsigten til Mangel HIlver klarere. Om Erfaring engang paanoder det Factum, at en Torvmasse af tre Fods Tyk- kelse er et Værk af ikke et, men to Aarhundrede, saa Havde Danmark i Mose og Skov kun 790,000 Favne Brændsel aarlig til dets aarlige Forbrug af 19—20 Hundrede tusende Favne. Det mang- lende kat! i Tidens Længde ikke ventes fra He- den; thi den vil efterhaanden forsvinde, da de jevne og stade Hedestrækninger, som det egentlig er der yde Brændsel, gaae lidt efter lidt over til Agerland, og deres Opdyrkning bor paa alle mulige Maader fremmes. Det er Natlo- nqlffam, og en Nationallatterlighed at Jylland vg Slesvig lader henligge 90 Qvadratmile til Brændsel for Henved 640,000 Mennesker, som endda gandske vist tage mere end det Halve af deres Behov af Tsrvmoserne, saa at omtrent