Danmarks Brændselvæsen 1811

- 310 — pes sammen. Ikke ot tale om at Træer/ som ere udsatte for Vindstrøget fra et vist Hjerne/ altid lude over til det modsatte; samt at Vinden brækker Grene/ ja ofte kaster Træet selv over- ende, især naar Jorden ved Toe eller langvarig Regn vorder opblødt. Det er meget mærkværdigt/ atTræeristige Situationer synes selv at ane den truende Fare, og stræbe ae afvende den. Naturen, som i sin uafbrudte V^xelvirkning af Frembringelse og Tilintefgjorelse omhyggelig vanger over Vedlige- holdelsen af sine Væsner faalænge til de naae d res Maal, har vidst at forebygge mange Træers alt for utimelige Ruin ved Stormvinde. Man finder at næsten alle Træer, som fra Unadomulen af have siaaet frit, skyde de steste og stærkeste Redder ud mod det Hjørne, hvorfra den farlige Storm sædvanlig kommer. Herved ere de tem- melig sikkre, og man seer derfor oftere at Stor- me omkaste Træer paa en Slette og indei Skove, end paa Bakker eller i Skovenes Udkanter. Her- over hærrdes det imidlertid ikke fjelden, at en Storm fra et usædvanligt Hjørne kaster mange ' Træer overende, der længe have trodset langt stærkere Storme fra den Kant, mod hvilken de havde befæstet sig ved deres langt udsendte Rød-