Danmarks Brændselvæsen 1811

blev liig en Opmuntring til at saae Havre iste- den for Hvede. Man vil sige: bor Regjeringen ikke sætte Grændser fov de nærværende Skoves Fældning, da Skovejerne endog finde Fdrdeel ved ikke .at ffaane deru, og da man ikke kan vente at Skov- plantning vi! finde Sted? Leder ikke disses Ødelæggelse til total Mangel paa Ved til Brænd- sel, og ril en uhyre Forheielse i Prisen paa Torv, der medens Brændet stiger, maa stige med, fordi den, fom det næstbedste Brændsel, maae staae i Forhold til Prisen paa det bedste, og som naar Veddet stipper, maae stige endnu mere naar det bliver baade det bedste og det eneste? Skulde Regjeringen ikke være berettiget til, ja er det endog ikke dens Pligt at forebygge en saa stor Ulykke fyr Landet, som almindelig Brændselman- gel, eller, hvilket for mangfoldige Enkelte, er det samme, en Høistoverdreven Priis paa denne uundværlige Artikel af Livets forste Nødvendig- hed i et Klima som det danste? Og er overalt det forestaaende Raisonnement andet end et een- sidigt Forsvar for egennyttige Skovejere, grun- det paa overspændte Begreber om Ejendoms- retten , og vrange Forestillinger øm Natural- productionens Vigtighed, der forsi da kan an-