Danmarks Brændselvæsen 1811

— 6)2 — dets Priis, dolger jeg dog ikke det lønlige Suste: at nogen billig Foranstaltning maatte kunne træf- fe s for at sætte Grændser for den paa en Maade sacrilegiste Skovfælding, Danmark nuomsiunder sukker under. Mennestet er for Statsborgeren; Følelser gaae foran Fornuftstutninger; og i det man ikke kalder Skovfælderues lovlige Ret i Tvivl kan man alligevel have grundet Aarsag til Misnsis meb deres Fremgangsmaade. Ethvert velarret Menneske elster den Egn, hvor han saae Lyset, og de Gjensiande, der minde ham om hans Ungdoms lykkelige Dage. Denne Følelse, een af Menneskehedens bedste, varer til den sildigste Alder, og udvider sig efter- Haanden til det Hele Fædreland, der indbefatter det Borgersamfund, i hvis Skjod han nyder Rolighed'og Tilfredshed. Forener denne Fo- lelse sig med Overbeviisning om at det Land, hans Hjerte finder Trang til at elste, besidder Egenstaber, som give det afgjort Fortrin frem for andre, eller dog gjore det til en behagelig Tanke ved naturlige Baand at være knyttet der- til, saa er dette een af Patriotisurens stærkeste Støtter, da et saadant Fædreland intet Offer, ingen Unddragelse, ingen Berøvelse kan fordre af dets Borgere, som det jo i fuld Maade erstatter.