Danmarks Brændselvæsen 1811

- 71 - Forresten fordrer Billighed at tilstaqe, at uian neppe finder en eneste Skovfælder, der jo taler om, at han vil indfrede et eller andet Stykke Skov; ja nogle paastaae endog, at de agte at plante. Quod felix &. faustum sit! — Er det ikke alt hvad man kan forlange? Der fæl- des et Træe, der plantes et isteden. Netop Hovedsummen as alt Forstvæsen. Mange, som'ikke ere uvillige til at ind- romnre at Regjeringen ikke vel kan blande sig ret meget i Privates Behandling af deres Skove, kunne dog ikke aldeles give Slip paa den Be- qvemmelighed, at lade den serge for at skaffe dem deres Brændsel for hvad de kalde godt Kjob. De mene derfor, at Staten selv ber anlægge Brændselskove til Landets Nytte. Denne Tanke er dog fri for den Extravagance, at Staten til Enkeltes Fordeel stulde fornærme Andres Ret. Men kunde man ikke analogiskt derefter for- lange, at Staten stulde anlægge Kornmarker og Mejerier til Landets Nytte i indtræffende knappe Aaringer? Jeg holder for, at Brændsel lkke mere end ethvert andet Jordprodukt bor være andres Sag end deres, som ville sælge og kjobe det.