Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

144 Væsener, der gennem særlige Sanseorganer drager Nytte af Lyset som et Middel til at orientere sig og begynde deres Jagt efter Føde, livem dette vækker af Nattens Hvile, men ogsaa de stumme, ubevægelige Planter hilser paa deres Vis den gryende Dag og be- gynder en Virksomhed, der var indstillet i de mørke Nattetimer. Blomster aabner sig og lokker ved deres Farvepragt og Duft de In- sekter, af hvem deres Bestøvning afhænger, til sig, Blade udfol- der sig og følger opmærksomt Solens »Gang« ved at stille deres Flader i en bestemt Vinkel mod dens Straaler for at indsuge den Drivkraft, der skal holde deres for alt levende saa betydningsfulde Ernæringsarbejde i Gang. Og de Dage, Solen ikke kan skinne gennem de mørke Skyer, er der ingen Jubel, ingen Travlhed, men en tavs og tyngende Sorg lægger en Dæmper paa alle lyselskende Skabninger. Og selve Mennesket — hvor afhængigt er det ikke af Lyset! Hvor kan ikke Natten eller en graa, solløs Dag virke knugende paa Sindet, medens en Solstraale, der pludselig bryder frem gen- nem Skyerne, virker befriende, og man først trækker Vejret helt dybt og let, naar Himlen er lys og klar. Hvor glæder vi os ikke, naar Dagene længes, og vi gaar Sommeren i Møde, ja, hvor kan ikke blot Maanens blege Lys eller Stjernernes svage Funklen kalde Lystfornemmelser frem i vor Sjæl, medens Skyggen og Mørket for os er Symboler paa Sorgen, Ulykken og Døden 1 Men er nu slige Betragtninger andet end Udslag af en digte- risk Fantasi? Har disse Billeder noget med Videnskab, med Bio- logi, at gøre? — vil maaske en og anden nøgtern Sjæl bemærke. Eller med andre Ord: kan vi virkelig gøre Rede for en Aarsags- forbindelse mellem Lyset og Livet? Ti Videnskaben kan dog ikke lade sig nøje med, hvad der bygges paa Følelser og Formodnin- ger — hvor vigtige disse end kan være som Ledetraad ved viden- skabelige Undersøgelser —, men den maa fordre det kolde, klare Bevis, bygget paa den strænge Logik og en indgaaende Analyse. Den maa saa langt til Bunds i Spørgsmaalet, som det er muligt at naa, og den begynder derfor ganske kynisk at spørge: hvad er Lys, og hvad er Liv, og hvorledes staar de to Ting i Forhold til hinanden? — uden Respekt for, hvad den umiddelbare Men- neskesjæl finder naturligt og selvindlysende, uden Hensyn til, om et eller andet skønt Billede skulde briste, eller et sprogligt Udtryk blive meningsløst og selvmodsigende derved.