Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

3^5 Indhold af Ilt (se S. 200) kan blive for ringe til Aandedræt, Vækst o. lign. Virksomheder, medens der næppe vil kunne blive Mangel paa fri Kulsyre, som Havets umaadelige Beholdning af Karbonater altid vil fraspalte i de fornødne Mængder (se S. 92). Overfor den anden store Fare, som Landorganismerne har at kæmpe imod: for lav eller for høj Temperatur og de altfor bratte Svingninger imellem disse, er Vandets Organismer ogsaa langt mindre udsatte. Paa Grund af Vandets store Varmefylde (se S. 233) opvarmes og afkøles det meget langsommere end f. Eks. Luften og de faste Bestanddele af Jordbunden, saa det holder længere paa den Varmemængde, det en Gang har modtaget. Og da det er en forholdsvis god Varmeleder, bliver der aldrig bratte eller større Temperaturdifferenser mellem tilstødende Vandlag, der befinder sig i Ro. Kun fordi det rene (ferske) Vand har sin største Vægtfylde ved 40 C., og det salte (Havvand) ved en noget lavere Temperatur, under Nulpunktet, men dog ogsaa altid over dets Frysepunkt, har de til disse Temperaturer afkølede Vandlag en Tilbøjelighed til at synke til Bunds og derved unddrage sig de Svingninger i Varmegraden, som de øvre Lag paa Grund af Be- stråling, Ledning fra Luften, Fordampning o. 1. er udsatte for. Paa de store Dybder er derfor Temperaturen i Regelen konstant hele Aaret rundt, saa de Organismer, der findes her, i deres dag- lige Liv slet ikke har nogen Fare fra denne for Livet ellers saa vigtige Faktor at regne med. Og som sagt er Svingningerne in- denfor de mere overfladiske Vandlag ogsaa forholdsvis ringe og langsomme, saa der ikke kræves nær saa stor Plasticitet overfor Temperaturforandringer hos Vand- som hos Landorganismer for at være i Stand til at leve under forskellige Himmelstrøg eller skaffe sig Udbredelse over større Omraader (se forøvrigt heroin senere). Med Hensyn til Lyset er Vandorganismerne derimod noget ugunstigere stillede end deres Fæller paa Landjorden. Ti Lyset svækkes jo altid ved Absorption af Vandet. Længere end til 300 —400 Meters Dybde naar næppe nogen Solstraale ned, selv i det mest gennemsigtige Vand, og allerede ved 150 Meter er Lyset blevet saa svagt, at det kun kan udnyttes af visse Skyggeplanter. Og som Fyrsten af Monaco (der er en bekendt Havforsker) har gjort opmærksom paa, er det kun de Straaler, som rammer Vandfladen under store Vinkler, der formaar at trænge dybere ned, saa Dagens Længde afkortes med Dybden, fordi de skraat indfaldende Straaler absorberes af de øvre Vandlag. Men kan der