Livet Og Dets Love
En Fremstilling Af Den Almindelige Biologi

5^5 der rigtignok kun menes at frigøres et enkelt eller nogle faa Stykker (efter Ungernes Antal) ad Gangen (i Brunsttiden eller under Menstruationen), er der en Mulighed for, at en Befrugtning kan komme i Stand. Men det bliver nu kun i af de mange Sæd- legemer, der i saa Tilfælde kommer til at udføre denne. Paa et eller andet Sted af Æggets Overflade, der som en »Undfangelses- høj« kan hvælve sig frem imod Spermatozoer, kan det lykkes dette at trænge ind gennem Æghinden med sit Hoved og Mellem- stykke, hvorefter det saa i Regelen straks afkaster Halen. Men naar et Sædfim er naaet ind, lukkes alle andre ude ved visse For- andringer, som indtræder i Ægget eller dets Hinde. Befrugtningen kan være fuldført 6—10 Timer efter Parringen, og 16—20 Timer efter kan den befrugtede Ægcelle begynde at dele sig. Men der kan dog ogsaa gaa længere Mellemrum mellem Parring og Be- frugtning. Hos Flagermusen foregaar den første sent om Efter- aaret, kort før Vintersøvnens Begyndelse, men der løsnes hos Hun- nerne ikke noget Æg før det følgende Foraar, og Sædlegemerne maa da indtil den Tid have holdt sig i Live i Kønsvejene. Til Udførelsen af Parringen er Hannerne hos Pattedyrene og ofte i andre Dyregrupper udstyrede med et særligt Parringslem, men ofte mangler et saadant ganske (som hos de fleste Fugle), eller der finder ikke nogen egentlig Parring Sted, idet Kønsakten er ind- skrænket til, at Sæd og Æg udgydes i Vandet (som af de fleste Fisk) eller aflægges paa bestemte Steder udenfor Dyrenes Legeme. Er Dyrene tvekønnede, Hermafroditer, parrer de sig dog i Re- gelen og befrugter gensidig hinanden. I Henseende til Køns- modenhed er navnlig det hanlige og det hunlige Stadium i Indi- videts Liv ofte adskilte i Tid. Virkelig Selvbefrugtning er derfor yderst sjælden i Dyreriget uden for de Tilfælde hos Protozoerne, hvor den foregaar inden for samme Celle (som Autogami i snæv- rere Betydning). IPlanteriget fremtræder den ægte Befrugtning lettest overskue- ligt og mest typisk hos de lavere staaende Former, som mange Alger, en Del Svampe, Mosser, Bregner og Padderokker. Her træffer vi ofte Sæd- og Ægceller (Fig. 151 og 152), der har ganske samme Form og forholder sig indbyrdes som hos f. Eks. Pattedyrene. Som Eks- empel herpaa kan nævnes den i vore Farvande saa almindelige Blæretang (Fucus vesiculosus), der er tvebo, eller hos hvilken Køn- nene er adskilte paa Han- og Hunplanter. Paa de opsvulmede Ender af disses Løvgrene kan man finde en Samling af smaa