Nationalmuseets Udgravning Af Blaataarn

28 Nationalmuseets Udgravning af Blaataarn. og et Par Alen af Murene, at en saadan Bygning delvis forvandles til en «Stenhob», men aldrig helt udslettes. Og naar Slottet endelig genopføres imellem 1375 og 1428, da har man sikkert ikke lagt nye Fundamenter, men benyttet, hvad der var levnet af det gamle Anlæg og opført de nye Mure paa Resterne af de gamle og delvis med Benyttelsen af det gamle Materiale. Det synes da rimeligt, at man i det ældre Anlæg, som Opmaalingstegningerne røber, i de store Hovedtræk kan spore Planen af den biskoppelige Borg, der har rejst sig mellem Fyrst Jermers Nedbrydning i 1259 og Liibeckernes i 1369. Vi maa nu sé, om man i de ved Udgravningen frem- dragne Mure eller ad anden Vej kan finde nogen Støtte for denne Paastand. Vi maa prøve, om det er muligt her at finde noget Vidnesbyrd om, at det ældre Slotsanlæg har haft en betydelig Udstrækning. Man vil erindre, at der ved Udgravningen fremdroges et Stykke af en Ringmur, som maatte henføres til en tid- ligere Tid end de ældste Dele af Taarnet. Vi skulle da i det mindste tilbage til Tiden før 1369. Under Beskrivelsen af Udgravningen gjordes der op- mærksom paa, at Ringmuren ikke var et helt igennem éns- artet Arbejde, men at nederste Halvdel af Murens Inder- side var opført efter en anden Plan. Dette kunde ikke bero paa, at man under Arbejdets Udførelse havde om- bestemt sig, thi saa havde man sikkert fjærnet ialtfald Stræbepillen for at benytte dens Sten. Men desuden var Murstenene i nedre Del af en anden Størrelse end i øvre, og det maatte dog tyde paa nogen Tidsforskel. Nedre Del maa da afgjort antages at have hørt til en nedbrudt Mur. Naar jeg nævner Nedbrydningerne i 1249 og 1259, er det fordi vi ikke kender andre. Jeg mener i Virkeligheden og- saa her at sé Mulighed for en Forklaring af de omtalte