Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 Fodring og Vanding. i. 133 en ftørre eller mindre Mængde tungt eller endog ufordojeligt Stof, som væsentligst tjener som Fyld- og Porssitet-givende Middel. Smaa og altsaa ogsaa unge Dyr maa have mere Foder (b. v. s. en ftørre Mængde forbøjelige Næringsstoffer) i Forhold til deres Legems- vægt end store, dels af de foran (S. 83) nævnte Aarsager, dels — for Unge Dyrs Vedkommende — fordi de skulle vokse. Unge Dyr forholde sig i saa Henseende ligesom meget stærkt ydende (meget produktive) Dyr i Sammenligning med Dyr, der kun yde en ringe Mængde Produkt. Handyr fordre sædvanlig noget mere Fsde end Handyr, saafremt Forholdene i svrigt ere de samme — ellers ikke. Aarsagen er uden Tvivl ben, at Stofskiftet i Regelen er livligere hos Han- end hos Hundyr. Naar fremdeles Individualiteten spiller en Rolle, saa er det at forstaa saaledes, at ikke alle Individer af samme Race eller af samme Af- stamning yde akkurat lige meget Produkt paa samme Foder. Det bor dog betones, at Ensartethed i Henseende til Opdrcetning og Afstamning forøger Sandsynligheden for, at ogsaa Ideevnen bliver nogenlmtde den samme hos alle vedkommende Individer. Under saadanne Forhold ville nemlig de for- stellige Organer blive uddannede omtrent lige meget i en eller anden bestemt Retning, og, hvad iscer skal betones her, Fordojelsesorganernes Evne til at omdanne Foderet vil blive afhængig af dettes Beskaffenhed (se S. 35). Man maa endog være berettiget til at fordre en vis Grad af ensartet Ideevne (Ensartethed, hvad angaar Evne til at udnytte et bestemt Foder) hos Indi- vider af samme Race. Dyr, der ere opfsdte ved grov Fode, ville blive nsj- somme, d. v. s. de ere i Stand til med en vis Lethed at uddrage Nærings- stoffer af groft Foder; Dyr, der ere opdrættede ved Anvendelse af ftørre Mængder let fordojelig Fsde, ere derimod altid mere eller mindre for- dringsfulde; men samtidig udmærke de sig ved at kunne opsuge og omsætte store Mængder Næringsstoffer, og de blive derved, hvad man kalder trivelige — de vokse hurtigt, afslutte deres Vækst i en forholdsvis ung Alder og er- hverve mere eller mindre af den Bygning og det Præg, man træffer hos tidlig modne Racer (se S. 52 o. flg.); disse hore derfor ogsaa hjemme, , hvor Agerbruget indtager en mere eller mindre fremskudt, af de lokale For- hold begunstiget Stilling, og Under saadanne Forhold vilde det være uokonomifl at anskaffe „nsjsomme" Dyr; thi disses Evne til at opsnge store Mængder Næringsstoffer og til at drage fuld Nytte af de mere eller mindre koncentrerede Fodemidler, som man under de givne Forhold sædvanlig raader over, er ikke synderlig fremtrædende. Det gælder med andre Ord altid om ved Fodringen at tage Hensyn til de lokale Forhold. Derfor kan Fodringen ogsaa meget let komme til at veksle fra Aar til andet. Forst og fremmest kommer det jo an Paa at fodre saaledes, at det netop fordi Fodringen stal være Ökonomist fordelagtig, lønner sig; men maa man mest 9*