Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

162 Hesteu. de russiske Orloff-Travere, norske Travere, Englands Norfolk- Travere og endelig, som den hurtigste af dem alle, den amerikanske Traver. Blandt disse har Norfolk-Traveren (Hackney-Hesten) i de sidste Aartier været en Del benyttet som Krydsningsmateriale for at give forskellige Landes Ksreracer mere Travaktion. 3. Den engelske Fuldblodsrace eller Virddelsbshesten. Denne Race — den eneste virkelige Kunstrace — har haft og har fremdeles en overordentlig stor Betydning for Udviklingen og Vedligeholdelsen af Halvblodsavlen, d. v. s. Avlen af Heste til Kore- eller Ridebrug; thi efter at det orientalfle Fuldblod af Hensyn til dets for ringe Sturrelse er næsten opgivet som Forcedlingsmateriale, er alene det engelske Fuldblod i Stand til at give Hestene det fornsdne „Staal" i Senerne og den Energi og Elegance, som udmærker Halvblodshesten i Sammenligning med de mere slappe og grove Landheste. At Fnldblodet i snart 200 Aar har hævdet en saa fremragende Plads i Hesteavlen, styldes ikke blot dets orientalske Udspring, men maafle i end hojere Grad den Pleje og Opdrcetningsmaade, som stadig bliver det til Del. Medens nemlig Trcekracerne og Halvblodet nærmest ere Produkter af de Naturforhold, hvorunder de opdrættes, saa er Fuldblodet en international Race, en Kulturrace, som kan overfsres til alle Egne af Jorden uden væsentlig at forandres, saa længe den opdrættes efter de samme Principper, som har gjort den til det, den er, og derfor fortjener den ogsaa fremfor nogen anden Race Betegnelsen Kunstrace. Hvad der i særlig Grad betinger Fuldblodets Betydning for Hesteavlen, er den Omstændighed, at enhver Fuldblodshest, der benyttes til Avl inden for Racen, fsrst bliver strengt prsvet paa Banen, og fsrst naar den har kunnet aflægge Bevis paa Kraft og Sundhed, og i samme Grad, som Beviset har været fyldestgsrende, anvises den Plads som en af Racens Stamholdere. Hvor Talen derimod er om Anvendelse af Fuldblodshingste til Dannelse eller Ophjælpning af en Halvblodsavl, bliver Hen- synet til Hestens Ydre, dens Stsrrelse, dens Brystdybde og Knokkelfsrhed, dens Travbevægelse, ja selv dens Farve af storre Betydning end Hensynet til dens Præstation paa Banen. Det er dette Forhold, som den bekendte Opdrætter af Fuldblod, Grev Lehndorff, udtrykker saaledes: „I Fuldblodsavlen forlanger jeg af Tillcegsdyrene for hver Procent mindre Ideevne tre Procent mere Eksteriør, men i Halvblodsavlen fordrer jeg omvendt for hver manglende Procent Eksteriør tre Procent mere Adeevne paa Banen". FUldblodets Værdi for Halvblodsavlen har i svrigt været omtvistet; thi det har ikke sjældent vist sig, at man ved Anvendelse as meget, og navnlig meget daar ligt, fint og hybenet Fuldblod har gjort hele Slaget gennem- gaaende for fint og Utriveligt; dette anses saaledes for den væsentligste Grund til de i sin Tid saa bersmte Iorkshire- Hestes Udartning, ligesom