Det danske Landbrug
og dets Fremtid
Forfatter: E. Møller-Holst
År: 1864
Forlag: J.H. Schultz
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 99
UDK: 631 møl gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
87
lertid drives lidt i det Større. Den kræver til visse Tider af
Aaret et omhyggeligt og sagkyndigt Tilsyn, og dette bliver
vanskeligt Vandingsengene til Del, hvor deres Udstrækning
ikke tillader Ansættelsen af øvede Engvandere, hvortil forøv-
rigt enhver fornuftig Arbeidsmand paa Landet kan oplæres.
Det har ganske vist for mange af de i sin Tid anlagte Enge
været en medvirkende Aarsag til deres Forringelse, at de,
efter at have tabt Nyhedens Interesse for Eieren, ikke bleve
passede tilbørligt og i rette Tid. Engvandingen vil derfor
ganske vist ikke komme i Gunst igjen hos os, førend den her,
som i andre Lande, bliver dreveg. lidt i det Større og optaget
som en virkelig Gren af en Gaards eller et Sogns Landbrug.
Engvanding hører altsaa ikke til de Grundforbedringer,
der passe overalt eller i alle Egne af Landet, fordi den for-
udsætter Betingelser, der ikke allevegne ere tilstede. Derimod
findes der hele Landet over større eller mindre Engstræknin-
ger og Kjærjorder, der som Græsgange ere meget mangelfulde
og ofte usunde. Disse ere ganske vist modtagelige for For-
bedring og ville ofte med megen Fordel kunne omdannes til
ordentlige Græsgange, selv uden at underkastes en kostbar
Opdyrkning. Sædvanlig lide disse Enge dels af Sult og dels
af Surhed, og som oftest ere begge Onder lige fremtrædende
og kjendes paa Forekomsten af Mosser, der er den tarveligste
Plantevæxt, som indfinder sig, hvor intet Andet kan leve, og
af de grove og stive Halvgræsser, der afgive en i Forhold til
Fyldet lidet nærende Føde. Mosserne vige villig Pladsen for
de bedro Græsser, naar disse finde den fornødne Næring,
hvorimod de grovere Surjords-Græsser udmærke sig ved Seig-
livethed, og heri ligger en Hindring for saadanne Enges For-
bedring, fordi Overgangen kun lønnes med Tab i Udbyttet,
da en forbedret Græsvæxt kun langsomt vil aftøse de slette
Halvgræsser. En grundig Afharvning, navnlig al de mos-
groede Enge, i Forbindelse med Udsaaningen af noget Græsfrø,
som Affaldet fra Høstænger o. s. v., og Anvendelsen af nogen
Gjødning, navnlig Benmel, eller, efter Omstændighederne, af
Mergel eller Kalk vil altid være nyttig. Hvor Engstrøgene