Et Tilbageblik ved Det Kgl. Landhusholdningsselskabs Hundredaarsfest
Den 7. Juli 1869

46 taalte ikke, at man flrev om de fladelige Folger as gjceldende Love, men mindst taalte han selv og hele hans Godsejermini- stermm, at man flrev om „de fordærvelige Folger af Forbudet mod Kornindforsel." Det var jo paa dette Forbud, at alle vore store Landmænd mente, at hele deres Velstand hvilede. De vilde ingen Konkurrence tante; de vilde være ene om at for- syne baade Danmark og Norge og Bilandene med Kornvarer; kun saaledes kunde de vente at opnaa om just ikke hoje Priser, faa dog de højeste mulige. Naar Forbudet hævedes, kunde jo Landmændene i alle de andre Kornlande kappes med dem, undersælge dem og saaledes tvinge Priserne ned; derved vilde baade de selv og deres Landbrug ødelægges og naturligvis hele Landet med dem. Men det var dette Forbud, som gjorde vore Landmænd baade dovne og dumme: de anstrengte sig ikke for at avle meget Korn; thi det kostede baade Arbejde og Udgift; og, avlede de saa ogsaa noget mindre, bleve Priserne paa det bundne Marked ikkun saameget højere. De anstrengte sig ikke for at avle godt Korn, thi paa det bundne Marked gik jo selv det daarligste altid as. Altsaa bragte et mindre frugtbart Aar hvert Djeblik Misvæxt, med hvilken der ligefrem fulgte Hun- gersnod, ikke aleue i Norge, men selv i Danmark. Saa maatte Forbudet midlertidig hæves. Men ligefuldt holdt man paa dette Forbud som paa sit Fribrev, nej! som paa Hovedbetin- gelsen for sin Tilværelse; og knap kunde der tænkes en gud- losere Kjætter end den, der vilde rokke ved det. Heller ikke Afskedigelsen standsede Martfelt i hans Ar- bejde, der blev trykt paa Gyldendals Forlag (foruden adskillige Tabeller XXIV og 352 Oktavsider). Og den 30. Juni 1774 underskrev han Tilegnelsen til „Arveprinds Frederik, næst Gud og Kongen Rigernes højeste Haab i deres nærværende dybe Fornedrelse." Dyb Fornedrelse under et guldbergsk Godsejer- ministerium ! Ja — der uar hverken Liv eller Rore paa Mark eller i Havn eller ved nogensomhelst Bedrift, men Fattigdom og Nod, Sovnighed og Dod. Det var af denne Dodssovn, Martfelt vilde purre Folket ud, og derfor flrev han. Thi „af