Studier Over De Danske Søers Plankton

PROTOZOA. 113 Man vil af vedføjede Schema se, at C. hirundinella er den eneste Peridinee, som kan optræde dominerende i vore større Søers pelagiske Region; muligvis spiller dog Gymnodinierne en noget større Rolle i denne end her angivet; de øvrige Former er alle mere Dam- og Bredformer og ikke hjemmehørende ude i de større Søers centrale Partier. Det synes, som om alle Ferskvandsperidineer her i Landet har meget skarpt begrænsede Maks. og Min., og at alle Arter aldeles overvejende overvintret i Hvilesporestadier. En stor Del har vistnok to skarpt udprægede Maks., eet om Foraaret i April—Maj og eet om Efteraaret i Sep.—Okt. (Tp. 10—12). Ceratium hirundinella har kun eet Maks. beliggende ved Vandets højeste Tp.; et større Antal af de smaa, lidet undersøgte Damperidineer har rimeligvis deres Maks. samtidig. De ofte meget betydelige Maks. fremkommer som Følge af Deling af det næppe synderlig store Antal Indi- vider, klækkede af Hvilecysterne. Delingen foregaar enten i encysteret Stadium med afkastet Bevægelses- apparat og i saa Fald som oftest hvilende paa et Underlag eller i det fritbevægelige Stadium og i saa Fald i selve Vandlagene, medens Organismerne svømmer om i disse; men ogsaa i førstnævnte Tilfælde kan Delingen foregaa i Vandlagene, saafremt Delingscysterne er omgivne af store kugleformede Gelelag, der holder Organismerne svævende, efter at Bevægelsesorganerne er kastede af. Det har sin ikke ringe Interesse al se, at kun de Former er hjemmehørende i de større Søers pelagiske Region, hvis Delingsprocesser enten af den ene (Gymnodinium) eller den anden Grund (Ceratium) kan fuldbyrdes i selve Vandlagene; alle Former, hvis Deling foregaar i hvilende, bundfældede Cyster, er Dam- former. Af Undersøgelserne i Udlandets Søer fremgaar det, at Ceratium hirundinella ogsaa der er den eneste Peridinee, som sikkert er hjemmehørende selv i de største Søers pelagiske Region. Ludwig har (98 p. 295) opstillet Spørgsmaalet om, hvor vidt Ferskvandsperidineerne lyser; han besvarer det i øvrigt benægtende; Waldvogel kom (00 p. 49) til samme Resultat, som ogsaa jeg fuldtud kan be- kræfte. Jeg havde paa Ingolfekspeditionen Lejlighed til, naar det om Natten indfangede Plankton blev konserveret, at se det stærke Lysskær, dette afgav, naar man hældte Konserveringsvædsken ned i Havvandet med det levende Plankton. Flere Gange i Sommer tog jeg af den Grund Plankton, der indeholdt uhyre Mængder af Ceratium, og lod en Slraale Alkohol falde ned i et Glas med talrige levende Ceratier. Forsøget gjordes i Mørkekammer, men der viste sig aldrig det ringeste Lysskær. Euflagellata. Alle de i større Søers Plankton optrædende Flagellater hører til Afdelingen Chrysomonadineæ, den samme, hvortil ogsaa nogle al Havets vigtigste Planktonflagellater, nemlig Phæocystis og Dinobryum pellucidum Lev., hører. I Smaasøer og Dammes centrale Partier optræder tillige talrige Flagellater af andre Grupper, særlig Euglenaceer, men desforuden adskillige Chrysomonadineæ, der ikke forekommer i større Søers Plankton (Chrysamoeba o. a.). Flagellaterne spiller i det hele en meget underordnet Rolle i de større Søers pelagiske Region; kun Dino- bryerne er hjemmehørende her og kan optræde med betydelige Maks. En hel Del Flagellater er fastsiddende paa andre Planktonorganismer og kommer saaledes som passiv- pelagiske Arter (s. d.) til at tilhøre den pelagiske Region. Særlig iøjnefaldende Tilpasninger til Planktonlivet, »Planktonkarakterer«, kendes i Øjeblikket ikke og er næppe synderlig fremtrædende. Varieringsevnen er overordentlig stor hos Dinobryerne og til Dels ogsaa hos Mallomonaderne. Om Overvintringsstadierne se d. Hg. De danske Søers Plankton. 15