Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

sig med de mere almindelige og omfattende Dispositioner, Anlæg og Drift vedrørende. 3. Decentraliseringen maa dog ikke drives saa vidt, at flere side- ordnede Myndigheder i lavere Instanser kommer til hver for sig at udføre Virksomheder, som bedre og mere hensigtsmæssigt udføres af en enkelt Myndighed og en saadan, som sidder inde med en særlig Grad af Sagkundskab, hvorfor centrale Organer for de enkelte Afdelinger bør opretholdes. 4. En altfor overdreven Specialisering indenfor de enkelte Forvaltnings- trin bør modarbejdes for at forhindre, at specielle Synspunkter blive afgørende paa Bekostning af de mere almindelige og for den hele Virksomhed betydningsfuldere, samt for at undgaa, at Arbejder, som hensigtsmæssigt udføres af en enkelt Stab af Arbejdere, til unødig Vidtløftighed og Bekostning skulle kræve Tilstedeværelsen af forskellige Hold af Arbejdere. 5. Endelig bør der til Opnaaelse af en fast og praktisk samt saa vidt mulig forretningsmæssig Ledelse i Spidsen for Administrationen saavel som for dennes enkelte Grene stilles en enkelt Mand med fuld Myndighed og fuldt Ansvar for Ledelsen.“ I Henhold til dette Program udformer Statsbaneudvalget følgende Styrelses-Ordning (se Plan VII): I. Statsbanernes Centralledelse indsmeltes i Ministeriet (i Lighed med hvad der er sket for Postvæsenet), saaledes at Generaldirektøren fungerer som Departementschef i Ministeriet, hvorved én Instans bortfalder (Pkt. 1). Det hidtidige Forhold under samtlige Ordninger har været dette, at Ministeriets Embedsmænd behandler de Statsbanesager, der indgaar til eller kræves forelagte Ministeriet, og tilrettelægger dem for Mini- steren (fra 1909 sker dette gennem et særligt Kontor for Behandling af Statsbanesager m. m.), og Ministeriets Departementchef leder paa Ministeriets Vegne Ekspeditionen af Hovedparten af disse Sager og underskriver Ministeriets Skrivelser vedrørende disse. Udvalget udtaler herom (Betænkn. S. 15): „Mod denne Ordning kan der rejses væsentlige Indvendinger. Den svækker Generaldirektionens og Generaldirektørens Ansvar og der- igennem let ogsaa Ansvarsfølelsen derved, at den Kritik, som rejser sig mod Statsbaneledelsen, i Hovedsagen rettes direkte mod Ministeren og Ministeriet, som navnlig overfor Rigsdagen i Almindelighed 40