Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

maa tage til Genmæle, undertiden uden egentligt Detailkendskab til vedkommende Spørgsmaal, da de paagældende staa noget fjernt fra de daglige Driftsforhold, m. v., hvorfor en Rigsdagsdebat kan tænkes at føre til, at Ministeren bindes paa Maader, for hvilke den egentlige Jernbaneledelse ikke let vil kunne paatage sig det fulde Ansvar. Dertil kommer, at den omhandlede Ordning er meget omstændelig, idet den medfører Dobbeltbehandling af et stort Antal Sager, som under et andet System vil kunne spares.“ II. I Stedet for en kollegial Direktion paa 5 Medlemmer stilles i Spidsen for Statsbanernes Styrelse en Generaldirektør som den ansvarlige, selvstændige Chef, der er alle andre ved Statsbanerne ansattes foresatte. Udvalget udtaler (Betænkn. S. 19) derom: „Lægges den afgørende Vægt paa, at Banerne for det mindst mulige Vederlag byde Landets Befolkning den største Komfort og den mest fuldkomne Betjening i enhver Henseende, alt uden særligt Hen- blik paa, hvorledes Økonomien ved Banedriften stiller sig for Staten, vil en Ledelse som den nu bestaaende mulig kunne virke i det væsentlige tilfredsstillende. Vil man derimod i Overensstemmelse med den nu almindeligt herskende og af Rigsdag og Regering formentlig knæsatte Anskuelse finde det naturligt og rigtigt at stille det Krav til Statsbaneledelsen, at der skal tilvejebringes et i hvert Fald omtrent til sædvanlig Rentefod svarende Udbytte af den i Banerne bundne betydelige Kapital, og saaledes fordre en udpræget praktisk og forretnings- mæssig Ledelse af Statsbanedriften, da skønnes den nuværende Styrelses- form ikke at kunne gøre Fyldest; den er dertil altfor omstændelig og lidet bevægelig, gør Ledelsen i for høj Grad afhængig af det personlige Forhold mellem de enkelte Direktører og fører let til en for den fælles Styrelse ødelæggende Rivaliseren mellem Direktørerne for de enkelte Afdelinger eller til en urimelig Begunstigelse af en enkelt Afdeling paa Bekostning af andre.“ Af Generaldirektøren, under den ny Ordning, maa det i første Række kræves, at han er „virkelig forretningskyndig og i Besiddelse af administrativ Dygtighed“. Hans Hverv vil „for en væsentlig Del bestaa i et virksomt Tilsyn med Ledelsen af Forvaltningens enkelte Grene og et vaagent Henblik paa alle Forhold, som have Indflydelse paa den forretningsmæssige Drift; den vil nødvendiggøre hyppige Rejser i Ind- land og Udland og medføre talrige Forhandlinger saavel med Etatens Embedsmænd som med andre.“ 43