BABYLONISK SKABELSE-LEGENDE
Dyr, han havde hos sig. Ormusd havde nemlig raadet
ham til at bygge en Kvægfold særlig indrettet for Øje-
medet; og i den reddedes de og slap med Skrækken.
Meget i denne Tankegang minder om Babyionernes
Forestillinger, der er kendt fra Lertavler med Kileskrift.
Om end det ganske vist kun er Brudstykker af de op-
rindelige Tavler, der er funden, og Skriftens Tydning
Fig. 7. Marduk i Kamp med Tiamat. Efter Delitsch.
kan være tvivlsom nu og da, saa er dog Hovedtankerne
tilforladelig nok kendt. Og ligesom i saa mange andre
Skabelselegender drejer det sig i den babyloniske især
om Himlens og Jordens Tilblivelse. Først, tænkte Baby-
Ionerne, blev Guderne til, og blandt disse var Marduk og
Tiamat to af de mægtigste. Mellem Guderne opstod der
imidlertid en alvorlig Uenighed, fordi Tiamat, Uordenen,
det oprørte Hav, satte sig op imod nogle af dem. Men
saa valgte de Marduk, den opgaaende Sol, til at gøre en
Ende paa Striden; og han kløvede Tiamat i to Dele. Den
ene lod han ligge forneden, og det blev Jorden; den anden
hævede han højt til Vejrs, og det blev Himlen. Da det
var sket, vældede Lyset ind i Verden og jog Mørket paa
Flugt. Siden satte saa Marduk de store Guder, Solen,
Maanen og Stjernerne, paa deres Plads paa Himlen, og
12