Verdens Udviklingen

o o MENNESKETS UDVIKLING saa at Fodens Yderkant slaar Fig. 383. Pung af en Pungrotte og en udlaget Unge. Dets Ben er forholdsvis svage, Tæerne er vendt indad, og Fodsaalerne staar skraat, lavest, alt som hos Aber og Abeunger. Tæerne er ogsaa meget mere udspi- lede end hos voksne; og enhver Moder har set, hvorledes et lille Barn kan sprælle med Tæerne lige- saa godt som med Fing- rene , ogsaa et abeagtigt Træk. Til Gengæld for Benenes forholdsvis ringe Udvikling er Armene og Hænderne meget stærke. Det afbildede Barn hang over 2 Minutter og bar selv- følgelig hele Tiden sit eget Legemes Vægt i sine smaa Hænder. Saa stor Styrke har det spæde Barns Haand; men ogsaa dette er abeagtigt, en Voksen har ikke samme Kraft forholdsvis i sine Hænder. Endnu langt spædere Unger end Abers og Menneskers fødes der af Pung dy rene. Den mandshøje, rødbrune Kæn- guru i Australien føder en Unge, der kun er ca. 3 cm. lang, og som i Udseende og Legemsbygning har meget lidt tilfælles med sine f ved Fødslen Forældre. Pungrottens Unge ser Fig. 383; og den er som andre Pungdyrunger saa kraftløs, at den" ikke selv kan die sin Moder. Pattevorterne er der- imod byggede saaledes, at de pumper Mælken ned i Munden paa Ungen, der stadig gaber over sin Vorte og for øvrig sidder ganske stille i Moderens Pung. Fig. 384. Unge af Næbdyr og Myre- HOS enkelte Pllllgdy V 6F der dog pindsvin‘ ingen Pung, men deres Unger er alligevel som de andres. Den aller mest mærkværdige individuelle Udvikling ud som 372