Verdens Udviklingen

MENNESKETS RUDIMENTER lende fødte. Fig. 399. Øje af et Menneske, A. og en Fugl,B. (Romanes'). Størrelse, og den er forholdsvis størst hos ny- Til nogen paaviselig Gavn er den imidlertid ikke, ellers vilde den formentlig heller ikke være forholdsvis M større hos et spædt Barn end hos en Voksen. Ogsaa ved vore Øren er der rudimentære Organer. Det er er en bekendt Ting, at en Hest kan »spidse Øren«, o: vende sine Øreaabninger i forskellige Retninger, og mange har sikkert set, hvorledes en Ko kan baske Fluer af sine Øjne med Ørelapperne. Men vi Mennesker kan i Almindelighed ikke bevæge vore Øren, o: den ydre Ørebrusk. Alligevel har vi, som det kan ses paa Fig. 400, flere Muskler ved og paa Ørebrusken, som svarer til de Muskler, hvormed andre Pattedyr bevæger deres Ørelapper; og ved Øvelse kan nogle af vore Øre- muskler blive i stand til at bevæge Bruskene lidt. Men naar de ikke med Vilje øves i dette Arbejde, er de ude af Stand til at virke og ganske unyttige. Men hvorfor har vi saa disse ru- dimentære Muskler, hvis vi er Resultatet af en Skabelse? Og hvorfor mon ganske de samme Muskler er rudimentære hosMen- neske-Aberne? De er dog i et- hvert Fald ikke »skabt« i det samme »Billede« som Mennesket. Paa Ørebrusken er der hos enkelte Individer en ganske sær- lig morsom lille rudimentær Spids. Den sidder, som Fig. 401 viser, paa Inder-Randen af den tykke Liste, der danner Ørets ydre Kant ved a. En lignende Tap findes undertiden ogsaa hos Menneske-Aber. Hos deres Foster er der imid- Fig. 400. Menneske-Øre med rudi- mentære Muskler. (Gi-ay). 25 387