Verdens Udviklingen

Forfatter: Vilhelm Rasmussen

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG

Sted: KØBENHAVN

Sider: 553

UDK: 5

KØBENHAVN

DET NORDISKE FORLAG

ERNST BOJESEN

1903-4

H. H. THIELES BOGTRYKKERI

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
P5S- tes. KRYDSNING Egenskaber, der dels minder om Brevduers dels om Tumleres. Men det er, som Darwin paaviste, en vanske- lig Sag at holde Krydsnings racer rene, fordi der er saa stor Tilbøjelighed til at falde tilbage til Stamformerne. Endnu fjærnere Slægtninge end Dyr, der blot er af forskellig Race, kan ogsaa krydses. Dette sker som be- kendt i stor Maalestok med Hesten og Æslet i Sydeuropa. Er det en Hingst og en Æselhoppe, der parres, bliver Føl- let et Muldyr. Er det derimod en Æsel hingst og en Hoppe, der er Forældre, bliver Føllet et Mulæsel. I begge Tilfælde har Blandingen, Bastarden, baade nogle af Faderens og nogle af Moderens Egenskaber men i ulige Grad. Mul- dyret er noget mere hesteagtigt end Mulæslet. Ved en saadan Art-Krydsning kan man imidlertid ikke danne nogen ny Art »Hest«. Der er nemlig det ejendom- melige, at Muldyret og Mulæslet ikke er forplantnings- dygtige. Hingstenes Sæd er altid ufrugtbar, og Hopperne kan kun meget sjelden befrugtes. Skal Krydsning anvendes med Fordel i Husdyrbruget for at danne nye Avlsdyr, maa det i Følge Darwins Op- fattelse kun være Race-Krydsning, snarere dog Stamme- Krydsning; det maa kun ske sjelden, og efter en Kryds- ning er det yderlig nødvendigt med den allerstørste Omhu at vælge sine Tillægsdyr. Ellers kan der ske Tilbagefald i Racen; og denne kan helt ødelægges. Ved Valget af Tillægsdyr gaar man, som det fore- gaaende har givet Eksempler paa, ud fra, at Forældrenes Anlæg genfindes hos deres Afkom. Er en Hingst og Hoppe begge udmærkede Væddeløbsdyr, venter Opdrætteren, at deres Føl ogsaa kan blive en god Væddeløbshest. Har baade Vædder og Faar i Sachsen den forønskede Slags Uld, anser Opdrætteren det for sandsynligt, at Faarets Lam ogsaa bliver gode Uldfaar o. s. v. Erfaringen viser, at denne Antagelse indtil en vis Grad slaar til. Afkommet arver Forældrenes Anlæg, især de, som ogsaa udmærkede Bedsteforældre, Oldeforældre o. s. v. tilbage i Forfædrerækken. Og da baade heldige og skade- lige Anlæg kan nedarves, er det indlysende, at der maa 461