Verdens Udviklingen

ARVELIGHED OG AFVIGELIGHED goder, selv om de ikke er nødvendige for Livets Be- varelse og Organismens Formering. ARVELIGHED OG AFVIGELIGHED. Dersom alle Individer af samme Type, for Eksempel alle Ræve og alle Kornblomster, var aldeles ens, kan Kam- pen for Tilværelsen, om den end er nok saa haard, dog ikke være medvirkende Aarsag til Forandringen af Dyr og Planter. Individerne af samme Type maa afvige fra hinanden, dersom der skal foregaar en Natur-Udvælgelse. Paa den anden Side maa der i alt væsenlig være Over- ensstemmelse imellem en Organisme og dens Afkom; ellers var der ingen Typer. En saadan Overensstemmelse findes ogsaa; og man siger derfor, at Afkommet arver Forældrenes Egenskaber. I det daglige Sprog tager man det imidlertid ikke til- strækkelig nøje med Brugen af sine Udtryk, heller ikke naar man taler om Arvelighed. Man siger for Eksempel om et Menneske, at det har arvet sin Moders Øjne og sin Faders Næse, men mener egenlig blot, at det har lignende Øjne som sin Moder og en Næse omtrent som sin Fader. Om det i strængeste Forstand er Moderens Øjne og Faderens Næse, der er Aarsag til, at deres Afkom netop har de Øjne og den Næse, han har, tænker man ikke paa. Hvad der bør förstaas ved Arvelighed i stræng For- stand, fremgaar maaske tydeligst af nogle Eksempler. De fleste Læsere kender formentlig Jordskokker. De er Knolde af en Plante, i nær Slægt med Solsikken, fra hvilken den dog bl. a. afviger ved, at den sætter spiselige Knolde, der i Udseende minder om Kartofler. I Nord- amerika, hvor Jordskokken har sin Hjemstavn, bærer den lignende store Kurve af gule Blomstersom Solsikken; men hos os blomstrer den saa godt som aldrig. Den for- meres derfor ved Hjælp af Knoldene, ligesom Kartofler. Alligevel er Evnen til Blomstring en Egenskab, der findes hos vore Jordskokker; den kommer blot ikke til Syne, 486