Verdens Udviklingen

EA GORILLA OG CHIMPANS ggj var i zoologisk Have, havde de oftest et drømmende, melankolsk Udtryk. Men Blikket vekslede let. Somme- tider blev det spørgende eller endog forskende. Til an- dre Tider var det hvast og vredt. Nogen væsenlig For- skel imellem Blikket i denne Orang-Utans Øjne og et Par Menneskeøjne var ikke til at se. Umiddelbart virkede den ogsaa paa sine Betragtere som et meget menneske- agtigt Væsen. Jeg har ofte hørt Ytringer som denne: »Nej, den ligner jo en gammel Mand« (det udbrød en ældre Bondekone), eller: »den ser jo ud som et andet Menne- ske«. Dette er dog noget overdrevent. Men den ikke meget nøjeseende Iagttager faar let et stærkt Indtryk af Menneske-Lighed, særlig med Hensyn til Ansigtet. At derimod Mennesket skulde være i virkelig Slægt med en Orang-Utan, vil de samme Iagttagere, der er slaaet af Ligheden, ikke gaa ind paa. Deres Fordomme er her i Vejen. Med den nys omtalte Bondekone gjorde jeg et Forsøg i den Retning. Da hun havde sagt, at Orang- Utanen lignede en gammel Mand, bemærkede jeg i en spøgende Tone: »ja men det er jo ogsaa en af vore Bedstefædre«; og det tog Konen mig meget ilde op. I Virkeligheden var det dog hende, der overdrev mest. Med Alderen fjærner Orang-Utanens Ansigtsudtryk sig mere og mere fra Menneskets. Særlig bidrager nogle store Udvækster paa Kinderne til at give den et særegent Udseende; Fig. 534. Sin meste I id tilbringer Orang-Utanen i Tropetræernes Kroner. Dér søger den Føde, og dér indretter den sin Rede af Grene og Kviste, undertiden med et Tag over til Beskyttelse imod de voldsomme Regnskyl. Kun nu og da søger den ned paa Jorden, hvor den bevæger sig tungt. De øvrige Slægter af Menneske-Aber er Chimpansen og Gorillaen; og de lever begge i Vest-Afrikas Urskove, hver repræsenterede af een eller maaske dos’ af flere Arter. Chimpansen, Fig. 535, har noget kortere Arme i For- hold til Størrelsen end Orang-Utanen; dens Hænder og Fødder er bredere og kortere, og Stortaaen er mere 528