Verdens Udviklingen

MENNESKETS AFSTAMNING Fig. 538. Skelet af Menneske og Gorilla. meltaaen hos Mennesket er kun i ringe Grad bevægelig og kan ikke stilles imod de andre Tæer. Disse er kun korte, medens derimod Mellemfoden er lang. Hos Fostre og spæde Børn er Foden dog mere abeagtig. En anden Særegenhed i Menneskets Benbygning er de forholdsvis smaa Ansigtsknogler, me- dens Hjærnekassen er saa kolossal. Paa mangfol- dige andre Omraader er der ligeledes tydelige Forskelligheder fra de menneskeagtige Aber. Den dagligdags, popu- lære, Anskuelse, at Men- nesket stammer fra en af de menneskeagtige Aber er, som Følge af de store Forskelligheder imellem Mennesket og enhver af Menneske-Aberne, ikke rigtig. Der er heller ingen kyndig Naturforsker, der har hævdet dette. Ingen le- vende Dyreart er saa nær i Slægt med Mennesket, at det er muligt, at Men- nesket er opstaaet af den. Men det er jo heller ikke paa nogen Maade, i Følge Afstamningslæ- ren, nødvendigt, at nogen af Nutidens Mennesketyper skal være opstaaet af et abeagtigt Dyr. Det er heller ikke en Konsekvens af Afstamningslæren, at en af Nutidens Aber er Stamform til Fortidens Mennesketype. Det er lige saa godt i Overensstemmelse med Afstamningslæren, at der engang i en fjern Fortid fra en Pattedyr-Stamfader er udgaaet flere Udviklingsrækker, og at disse ved fort- satte Ændringer har ført til Nutidens Slægter indenfor 533