Søren Hjort
Dynamoprincippets Opfinder

25 moen blev bygget for at skaffe Drivkraft til Motoren. I al den Tid, han havde arbejdet med disse to Opfindelser, var det hans faste Tro, at naar han blot kunde faa Dyna- moen til at drive Elektromotoren, vilde han kunne op- naa en væsentlig Kraftbesparelse, han vilde faa meget større Kraft ud af Elektromotoren, end han anvendte til Drift af Dynamoen, Maskineriet vilde saa at sige gaa af sig selv. Han kunde ikke forstaa, at Dr. Watson stillede sig tvivlende overfor denne Virkemaade af Batteriet. Han tænkte sig at installere sine Maskiner i Skibe og Lokomo- tiver, som derved skulde drives ved et Minimum af Kraft- forbrug — kort sagt, den af Hjorth udtænkte Forbindelse af Dynamo og Elektromotor skulde være et perpetuum mobile. Det er sikkert blevet hans store Skuffelse paa Englandsrejsen, at dette glippede for ham. Naar man hører om delte Fejlgreb, er man tilbøjelig til at dømme Hjorth ud fra vor Tids Forudsætninger. Herved vil man imidlertid gøre sig skyldig i stor Uret imod ham. Den Læresætning, at Energimængden i Na- turen er uforanderlig og følgelig et perpetuum mobile en Umulighed, har vor Generation indsuget med Moder- mælken. Anderledes med Hjorth. Det var først i 1840’erne^ at Mayer, Joule og Stadsingeniør Colding i København fremsatte deres Teorier om Energiens Bestaaen, at Varmen har sit Arbejd sækvi valent og omvendt Arbejdet sit Varme- ækvivalent. Disse Theorier trængte dog kun yderst lang- somt igennem, endogsaa blandt Videnskabsmænd. Det er da ikke at undres over, at en Mand som Hjorth, der ikke var særlig videnskabelig funderet, havde ondt ved at tilegne sig den nye Theori. Den instinktmæssige Følelse af at være inde paa et haabløst Omraade, inde paa det umulige, som man maaske kunde have ventet at finde, kendte Hjorth ikke. Langt snarere skjulte den nye vidunderlige Kraftform for ham uanede Muligheder, som det blot gjaldt om at fravriste Naturen. Led Hjorth saaledes Forlis paa sin store Tanke, fandt han dog nyt Land, frugtbart for senere Slægter. Hans ufortrødne Iver førte ham, som Ørsted havde anet, trods