Naturens Vidundere

VANDET DE STORE HAVDYBDER I et foregaaende Afsnit er Oceanernes Dybdeforhold kun løselig berørt. Det vilde have sin Interesse at dvæle lidt udførligere ved disse Forhold, om hvilke man i saa mange Aarhundreder har næret de fejlagtigste Forestillinger. Dette gælder forøvrig ikke blot med Hensyn til Verdenshavenes Dybde, — ogsaa deres Udstrækning var jo længe prisgivet Fantasien. Helt op til det 16. Aarh. ansaa man Landjordens Fladerum for større end Havets, og selv ind i det 18. Aarh. antog man dem for omtrent lige store! Medens man i gamle Dage undervurderede Havets Udstrækning, overvurderede man til Gengæld dets Dybde, idet man ansaa det for umuligt at maale den eller betragtede Verdenshavene som »bund- løse«. Man kendte ikke til andre Dybdelodningsapparater end simple Haandlod, der firedes ned i almindelige Hampereb og naturligvis, paa Grund af de undersøiske Strømme, fik saa stærk Afdrift, at man naaede svimlende store Tal. Hovedbetingelsen for paalidelige Dybhavslodninger er, at Appa- ratets Vægt er saa stor, at Afdrift forhindres, og at det er saaledes konstrueret, at det med Nøjagtighed kan vides om Bord, naar det berører Bunden. Det er dette, der er Principet i det af Brooke kon- struerede første ægte Dybhavslod (Fig. 75), bestaaende af en tung Jernkugle, som er gennemboret og glider paa et Rør, hvorpaa Kug- len er anbragt saaledes, at den, i det Øjeblik Røret støder mod Bun- den, løsnes fra det Hængsel, hvorpaa den er anbragt, glider af og bliver liggende. Den derved fremkomne pludselige og stærke Afta- gen i Loddets Vægt mærkes tydelig om Bord, og det hales nu op sam- men med den Bundprøve, Røret har optaget gennem en automa- tisk virkende Ventil. — Med Bevarelse af disse Hovedprinciper er Dybhavsloddet blevet modificeret og forbedret paa forskellig Maade