Naturens Vidundere

112 i Stand til, i de store Træk, at paapege, hvor Verdenshavenes største Dybder findes, og hvorledes Bundens Relief eller med andre Ord Oceanernes Topografi tager sig ud. Det har da for det første vist sig, at de største Dybder ikke — som man maaske paa Forhaand vilde være tilbøjelig til at tro — findes ud mod Oceanets Midte, men tvertimod i Nærheden af de, Fastlandet eller Kysten nærliggende Øer, hvor ogsaa Vulkaner og Bjergkæder antyder gamle Brud- og Foldningsbælter i Jordskorpen, Sænkninger og Hævninger af denne. Ofte findes der forholdsvis ringe Dybder eller endog tørt Land i Nærheden af de aller største Dyb- der. Dette er f. Eks. Tilfældet ved de 8500—9644 Meter dybe Af- grunde, vi kender fra Stillehavet, og som allerede delvis er omtalte. Det indiske Havs største kendte Dybde (6205 M.) findes i Nærhe- den af Øen Lombok, Øst for Java, og ogsaa Atlanterhavets dybe- ste maalte Sted — 8341 Meter — ligger forholdsvis nær Land, Nord for Antillerne, ca. 70 Mil fra Portorico. Det samme gælder de store Dybder paa 5—6000 Meter, som »Valdivia«-Ekspeditionen fandt i det sydlige Ishav. Alle disse Afgrunde er at betragte som spaltefor- mige Brud i Jordskorpen, hørende til den Type, Geologerne kalder »Gravbrud« eller »Gravsænkninger«, og paa hviken Rhindalen, Kri- stiania Fjord, det røde Hav og det døde Hav er saa vel kendte Eks- empler. Den anden almindelige Brud-Type, »Kedelbrud«, paa hvilken den ungarske Slette og Posletten er karakteristiske Eksempler fra Landjorden, findes for Havets Vedkommende særlig typisk repræ- senteret i saadanne Have som »Randhavene« mellem Asiens Øst- kyst og de stærkt vulkanske japansk-indiske Øer, hvorfra der ken- des Dybder paa 7300 Meter, eller som det karaibiske Hav, »Ameri- kas Middelhav«, der viser indtil 6300 Meters Dybde, eller endelig som vort eget europæiske Middelhav, hvis enkelte Afdelinger — det toskanske, joniske, ægæiske Hav og Sortehavet — i Virkeligheden er en Række, indtil 4400 Meter dybe Bassiner, opstaaede ved Kedel- brud, skaaljormige Sænkninger af Jordskorpen, medens deres Rande er bievne staaende som Fastlandskyster, Øer eller undersøiske Rygge, der falder brat ned mod Skaalens Bund. At de her anførte Rand- og Indhave er saa dybe, stemmer jo godt overens med deres Øers og Kysters vulkanske Natur og med, hvad ovenfor er sagt om de store Havdybders Fremkomst som Resultat af indre Jordkræfter. Vil vi søge deres Modstykke, behøver vi blot at betragte saadanne Indhave som Nord- og Østersøen, hvis Dybder er saare ringe, men som ogsaa ligger udenfor vor Klodes udpræget vulkanske Bælter. — Vi ser, at der er et nøje Gensidighedsforhold mellem Vulkanerne