Naturens Vidundere

res Kroge. Dette Dyrs Hornnæb var med dets muskuløse Dele saa stort som en knyttet Haand; det findes i Zoologisk Museum. * * * Med disse store Blæksprutter for Øje og ved at sammenholde de talrige Meddelelser om »Søslangen«, der skyldtes paalidelige Iagt- tagere, med hverandre, laa det nær at tyde dette eventyrlige Dyr. Særlig har den engelske Zoolog Henry Lee taget Sigte paa de kæmpe- store Blæksprutter ved Tydningen af Søslangen. Forinden vi imid- lertid gengiver hans Sammenstilling, som sikkert ikke har været upaavirket af Steenstrups geniale Tydning af Sømunken, vil det have sin Interesse at opfriske nogle af de ældre Iagttagelser, til samme Tid som vi giver Henry Lee Ordet for hans Opfattelse. Søslangens Forhistorie er meget gammel; de tidligste Naturkyn- dige har skrevet om den. Senere gentog og gentog man de gamle Krø- niker, saa at det maa være tilstrækkeligt at henvise til Skribenter som Aristoteles, Plinius og hvad de alle hedder. Større Vigtighed for os har derimod Skribenter som Olaus Magnus, Ærkebisp i Up- sala, der 1555 skrev om Søslangen, og dernæst den bergensiske Bisp Erik Pontoppidan, hvis store Omhu for Naturvidenskaben man ikke altid har paaskønnet tilstrækkeligt. Imellem de Billeder, Olaus Magnus giver af Havuhyrer, er der to, som rimeligvis begge hører sammesteds hen, skønt det ene frem- stiller en Slange i Færd med at tage en Matros ved Vingebenet, og det andet viser en Hummer sysselsat med den samme Gerning. T Aaret 1555 tegnede man ikke saa nøjagtigt, og endnu mindre var man naturkyndig; men i alle Tilfælde tager vi os den Frihed, at lægge vor Samtids Tydning ind i den game Ærkebisps Tegninger. I det ene Billede (Fig. 94) ser man en Søslange, som vrider sig i mange Bugter paa Vandets Overflade, og som har grebet en Matros fra Skibs- dækket. Den stakkels Fyr prøver at holde sig fast i Skibs-Van terne, men trækkes af Uhyret ud over Rælingen, medens hans Ledsagere, rædselsslagne, flygter i alle Retninger. Det hele gør uvilkaarligt Ind- tryk af at forestille en virkelig Hændelse. Fartøjets Mandskab har været Øjenvidne til det skrækkelige Syn, at et Havuhyre har hævet sig fra Havet op over Fartøjets Ræling, har grebet en af deres Kam- merater og taget ham over Bord. Slagne af Skræk over Kammera- tens Skæbne og altfor ængstelige for deres egen Sikkerhed i det korte Øjeblik, Sagen har staaet paa, har de ikke kunnet nøje iagttage den frygtelige Fjende; de har ment, at den var en Slange. Men det har højst sandsynligt været en Kæmpeblæksprutte af den Slags, som