Naturens Vidundere

162 Floden og fik derved Lejlighed til nøjere at studere de mærkelige Lyde, som vedholdende frembragtes af Fisk og som straks vakte hans Op- mærksomhed, da han kom til Sydamerika. I de sydamerikanske Flo- der, som munder ud i Atlanterhavet, lever flere Arter Maller, som netop udmærker sig ved deres »Stemme«, foruden ved mærkelige Vandringer og ved Redebygning. Hos én af disse Maller {Doras ma- culatus) fandt Dr. Sørensen, at der til Svømmeblæren er sammen- vokset tvende fjedrende Knogler, som kan bringes til at fjedre ved særlige Muskelbaand. Idet han aabnede Fiskens Bug og hurtigt blot- tede Svømmeblæren, iagttog han, at denne krampagtigt dirrede og derved fremkaldte en meget dyb, brummende Tone, saa stærk, at man tydeligt hørte den i over 30 Meters Afstand. I Modsætning til de ved Brystfinnerne frembragte skurrende Lyde tiltalte Svømme- blærens Tone Øret. Svømmeblæren raader kun over én Tone; men denne kan efter Fiskens Tykkelse være stærkere eller svagere. Dr. Sørensen kan ikke afgøre, hvor langt disse Lyde kan høres i Vandet, men han gaar ud fra, at de i dette høres i meget større Af- stand, fordi Vandet er en langt bedre Lydleder end Luften. »Med Hensyn til de Tider, hvorpaa Fiskene frembringer Lyd, da hører man dem ikke sjældent, naar man bøjer Hovedet ud over Flodbrin- ken, hvor denne er stejl, eller endnu bedre, naar man er ude paa Van- det i en Baad. Paa stille Aftener eller Nætter eller stille Dage med overtrukken Himmel kan man da høre en Brummen lyde ligesom trindt omkring sig paa alle Kanter — thi Rio Paraguay er meget fiskerig —; men Lyden er dæmpet, hvad der ikke er noget forunder- ligt i, da Lyden jo altid dæmpes ved at forplantes fra det ene Medium til det andet. Kraftigt og stærkt høres Lyden, naar man befinder sig i Rummet paa et Sejlskib, der paa en saadan Aften glider langsomt gennem Vandet for en svag Vind eller ligger til Ankers. Og Lyden er da ligefrem forbavsende stærk: jeg er ofte — inden jeg endnu vid- ste, hvorledes det hang sammen dermed — staaet op midt om Nat- ten og gaaet op paa Dækket for at lytte efter disse forunderlige Lyde, men det tykkedes mig da, at jeg intet hørte; saa stor var Forskellen.« »Naar Dyr frembringer vilkaarlige Lyde, da er det for at hidkalde andre Individer af samme Art. Dette er en saa almen Sætning, at man vel turde gaa ud derfra; men det foreliggende Tilfælde kan be- styrke dens Rigtighed. Thi hine Lyde, vilkaarligt frembragte af Fi- skene selv — uden nogen ydre Paavirkning, — høres stærkest, i de største Kor, paa visse Tider af Aaret, saaledes i Februar og Marts; men netop paa denne Tid har jeg da ogsaa fundet Ovarierne (Rogn- sækkene) struttende af Æg.«