Naturens Vidundere

163 Ved Siden af disse Iagttagelser har Dr. Sørensen gjort en anden, som mærkeligt oplyser, hvor megen Brug visse Fisk har af deres »Stem- me«. Mallerne er i højere eller mindre Grad Bundfisk, hvad man kan se. af deres Føletraade omkring Munden og af deres smaa og matte, næsten pigmentløse Øjne. Men mindst og mest pigmentløse er Øjnene netop hos Slægten Doras, som frembringer den stærkeste Lyd, og som kun kan fanges paa lange Snører, der kan naa Bunden. Desuden er Flodvandet, hvor den opholder sig, saa stærkt fyldt med svæ- vende Lerdele, at det er aldeles skiddentgult, og at man ikke kan se Haanden, naar man indtil Albuen dypper Armen i det. Det er der- for øjensynligt, at hos visse Fisk tjener Synet langt mindre end Hø- relsen til, at de to Køn kan finde hinanden. Adskillige Fisk er altsaa ikke nær saa stumme, som man tidligere har tænkt sig. Efter at vi saa udførligt har gengivet Uddrag af Dr Sørensens Iagttagelser, kan vi nøjes med at nævne et Par andre af de mere kendte Fisk, som frembringer stærke Lyde. Om Ørnefisken (Sciaena aquila) fra Middelhavet, hedder det, at denne Fisk, som netop ynder dyndet Bund i Flodmundingerne, til visse Tider »brø- ler som en Okse«, hvilket høres, om den ogsaa staar i en Dybde af 12—13 Meter. 1 Atlanterhavet og i det indiske Hav færdes de saakaldte Tromme- fisk (Pogonias), der har deres Navn efter den Trommelyd, som de, især i Yngletiden, frembringer, og som utvivlsomt er Tegnet, hvor- med disse Fisk kalder paa hverandre. Trommefiskene synes endog at være dygtige Tonekunstnere. Saaledes skriver en Iagttager: I April 1860 laa vi ved Pontiniak, den største Flod paa Borneos Vest- kyst. Ved Flodtid hørte vi aldeles tydeligt Musik, snart stærkere, snart svagere, snart fjern, snart nær. Den lød fra Dybet som Sirene- sang, snart som fyldige Orgeltoner, snart som den svage Sitren i en Æolsharpe. Man opfangede tydeligst disse Toner, idet man dukkede Hovedet ned i Vandet, og man skelnede da let flere samlydende Stem- mer.— Ogsaa Humboldt omtaler noget lignende. Han skriver nemlig: Den 20de Februar 1803 om Aftenen hen ved Kl. 7 ængstedes Skibets Mandskab ved en overordentlig Støj, som lignede Trommemusik under aaben Himmel. Man tænkte i Førstningen, at Lyden skyldtes Vindstød; men man mærkede snart tydeligt, at den steg op under Skibet, især forud. Den havde megen Lighed med en boblende Lyd af spilkogende Vand, hvis Dampblærer brister, den ene efter den anden. Man frygtede endog for, at Skibet et eller andet Sted havde faaet en Læk; men snart hørte man den samme Lyd fra alle Dele af Fartøjet indtil henimod Kl. 9 om Aftenen, da alt blev stille. — En ii*