Naturens Vidundere

167 var det altid muligt at afgøre, til hvilken Art Planteresterne hørte, saa lidet paavirkede var de endnu: Semon mener derfor, at Fisken saa at sige »afgræsser« Bunden for at faa de lavere Dyr. som talrigt sidder paa Bladene. Fisken gaar aldrig op paa Land; kun vandrer den, for at skaffe sig Føde, ind paa det lavere Vand ved Bredden. Man har ment, at den gik i Land for at sole sig, men dette er galt. Lufferne er ogsaa for svage til at bære den svære Krop, og ikke engang ved at slaa med Halen kan Fisken flytte sig paa Land, saaledes som man kender det fra mange andre Fisk. Djellek’en er altsaa slet ikke indrettet til at leve — ikke engang en kortere Tid — paa Land, om man end maatte kunne tænke det, naar man ser hen til dens Aandedrætsorganers Bygning. Paa Grund af dens mangelfulde Evne til at flytte sig kan den ikke engang redde sig fra den ene Pøl til den anden, selv om den kunde trække Vejret saa længe, som Vandringen varer. Nej, dens Lungers Opgave skal søges i en hel anden Retning. Naar Floderne udtørres, strømmer nemlig alle mulige Fisk til Vandhullerne, hvis Vand hurtigt bliver luftfattigt. De fleste Fisk dør derfor ud, men Djellek’en lever videre, da den ved Lungeaandingen opnaar, hvad Gælleaandingen ikke kan yde. Nu maa man imidlertid ikke tro, at Djellek’en i frisk Vand kun aander ved Gæller og i daarligt Vand ved begge Slags Organer. Den benytter hele Tiden cle to Slags Aande- dræt jævnsides. Baade ved Dag og ved Nat hørte Semon en ejen- dommelig gryntende Lyd, som den avstralske Lungefisk frembringer, naar den stiger op til Overfladen og med Snuden over Vandet ud- tømmer Lungerne og atter fylder dem med frisk Luft. Luftskiftet skete hver 30—40 Minut, om Sommeren tiere. Længere Ophold i Luften taaler Djellek’en ikke, men dør da efter 1—2 Timers Forløb. Skønt den har Lunger, er den altsaa et typisk Vanddyr. * * * Allerede i Oldtidens Skrifter findes der Beretninger om indiske Fisk, som, naar Vandet tørrer bort, vandrer til et andet Sted, hvor der endnu er Vand, og »ligesom Frøer« drager over Land, hvor de i Nødsfald graver sig ned i Dyndet og tilbringer hele Maaneder, til Regntiden atter kalder dem tilbage til Livet. Naturligvis lød disse Meddelelser saa fantastiske, at de fleste modtog dem med Tvivl og Spot, og Seneca foreslog f. Eks., at man for Eftertiden ikke skulde drage paa Fiskefangst med en Medesnor, men med en Hakke! Labyrintfiskene, der foruden i den orientalske Region ogsaa har