Naturens Vidundere

170 udspilede Gællelaags Pigge, krummede Halen og skubbede sig af Sted ved at sætte Gatfinnens Pigge i Barken; derpaa gav den slip foroven for højere oppe at finde et ‘nyt Fæstepunkt for Gællelaags- piggene; og saa fremdeles, indtil Iagttagerens Haand satte en Stopper for dens Klatrelyster. Fra nyere Tid har man ingen paalidelige Be- retninger om Krybefiskens Evne til at bestige Træer, saa det er i hvert Fald givet, at de kun yderst sjældent dyrker denne Sport. Ander- ledes sikre er vi med Hensyn til deres Færdighed i at bevæge sig paa Jorden og grave sig ned i denne. I Hundredevis er de bievne sete skubbe sig frem gennem Græs eller op ad Dæmninger, der adskilte en Dam fra en anden. Krage og Glente flokkes da om dem og dra- ger Fordel af, at det lækre Bytte bliver dem saa let tilgængeligt. Især under Udtørringer vandrer de bort, hvis de da ikke foretrækker at grave sig en halv Meter eller endnu dybere ned i Mudderet for der at afvente bedre Tider. Ikke altid gaar deres Haab i Opfyldelse; thi de Indfødte er lige saa lækkersultne efter det velsmagende Kød som Fuglene. Med Spader og Hakker gaar de paa »Fiskeri«, — gørende de gamle Romeres spottende Bemærkning til Skamme, — og me- dens den haarde Jordskorpe brydes op, vækkes de derunder trygt slumrende Krybefisk til nyt, men kortvarigt Liv. * * * Gaar man en Dag i stille Vejr eller ved Ebbetid langs de indi- ske Floddeltaers eller Brakvandslaguners lave, dyndede Bredder, hvor Mangrovetræernes Rødder fletter deres luftige Buegange, vil man, om man er fremmed, studse ved et forunderligt Syn: Fisk, der sid- der, undertiden meterhøjt, oppe i Luften paa Rodgrenene. For de Indfødte og for den, der i længere Tid har opholdt sig i Indien, er Fænomenet, saa mærkeligt det end er, ikke uvant. Har man kun en enkelt bestemt og udførlig Iagttagelse at holde sig til, naar det gælder Spørgsmaalet, hvorvidt Krybefisken virkelig klatrer op i Træer, da hersker der ingen Tvivl for den her afbildede Fiskeslægts Vedkommende. Selv den største Tvivler vil. naar han studerer Dyndspringerens (Periophthcilmus) Liv, kunne overbevise sig om, at Naturen rummer »Klatrefisk« lige saa fuldt som den rummer »Flyve- fisk«. Slægten, — hvis største Repræsentant, den her afbildede Art (P. Koelreuteri), kun er 15 Ctm. lang — hører til Kutlingernes Fa- milie. Fra de øvrige Kutlingern er Dyndspringerne lette at kende paa deres pudsige Ydre. Højt oppe paa det tykke, butsnudede Ho- ved, der minder om en Haletudses, sidder tæt ved hinanden to frem-