Naturens Vidundere

173 og de gennemløber for det meste en lige Linje fra de flyver op, til de falder ned. Flere Gange saa jeg dem dog flyve i en Bue, uden at dette skyldtes Vinden, og to Gange i det mindste iagttog jeg en, som bøjede skarpt og næsten i en ret Vinkel af fra sin Kurs i tem- melig stille Vejr og uden at have rørt ved Vandet. Ofte strejfer en Flyvefisk en Bølgekam med Halen, og det er rimeligt nok, at den da benytter Lejligheden til at give sig ny Fart ved Slag mod Van- det med denne. Det er tydeligt, at de synker ned i Bølgedalene og hæver sig op over Bølgekammene, men dette skyldes uden Tvivl Fig. 102. En Flyvefisk de ved Bølgebevægelsen fremkomne Luftstrømme. Men bevæger de under Flugten de store Brystfinner, der gør det ud for Vinger? Jeg tror, at de gør saa. Deres Flugt er ofte saa lang — vistnok indtil 2 å 300 M. —, at jeg umulig kan tro dem drevne alene veel Opsprin- gets Kraft, og idet de dukker op, ser man deres Vinger vibrere et Nu, glimtende som Marieglas. Derefter synes de ubevægede, om man end af og til skønner af et Glimt, at de forandrer Stilling i Forhold til det indfaldende Lys, hvilket dog ikke betyder, at de bevæges, men kun, at hele Dyret drejer sig noget om sin Længdeakse. Nogle enkelte Gange fik jeg dog under Flugten Indtryk af en yderst hur- tig Vibreren, og hvad der navnlig slog mig var, at Flugtbanen ikke — saaledes forekom det mig — ender ved, at Farten aftager, og Fi- sken jævnt søger ned mod Vandet. Det ser snarere ud, som om den pludselig og med Villie afbryder Flugten og lader sig falde. Trods alt,