Naturens Vidundere

179 thi man vil da blive Øjenvidne til en stor Del af de ejendommelige Livsytringer, som de efterfølgende Blade kun ufuldkomment for- maar at fremstille. Den første Overraskelse, som disse Dyr bereder os, er deres Form- og Farveforandring. I det tørre, luftfyldte Glas, hvori vi bragte dem hjem fra Dammen, viste de en jerngraa Farve, der paa Hovedbryst- stykket, Giftkrogene og Benene faldt noget i det Rødbrune; men næppe har vi sluppet dem ud i det Vand, hvormed Akvariet er fyldt, før de, som ved et Trylleslag, ganske skifter Udseende. Den askegraa Bagkrop omgives pludselig af en skinnende Sølvmasse, der ligesom en Klædning omhyller dem paa alle Sider og fortil strækker sig hen under Brystets Underflade lige til Munddelene. Denne Luftblære, der under Dyrets hastige Gang gennem Vandet snart vider sig ud, snart atter trækker sig sammen, ja endog skifter Form, naar Dyret berører faste Genstande, har en saa blinkende Sølvglans, at Slægts- navnet Argyroneta, Sølvspinder sken, ikke let kunde være heldigere valgt. Derimod gælder ikke det samme om Artsnavnet aquaticus, der hellere maatte have været ombyttet med amphibius-, thi oVand- edderkoppen« kan meget godt leve i Luften, naar denne blot ikke er altfor tør, ja, dens Aandedrætsorganer er, saa underligt det klinger, kun skikkede til Indaanding af Luft, og det er derfor, at den maa have denne Livets første Nødvendighedsartikel med sig, hvor den saa færdes paa sin undersøiske Vandring. Vi har betegnet Vandedderkoppen som Dykker, dens Bolig som Dykkerklokke, og vi har med velberaad Hu valgt disse Udtryk; thi de er fuldstændigt stemmende med Virkeligheden. Naar Mennesket, som ogsaa er et luftaandende Væsen, vil opholde sig i længere Tid under Vandet, kan dette kun ske ved at omgive sig med den for- nødne Luft, enten ved en Dykkerklokke, eller ved Hjælp af et Luft- tornyster, der bæres paa Ryggen, og som har det dobbelte Formaal, dels jævnt at tilføre Dykkeren Luft, dels at være en Luftbeholder, der kan forsyne ham nogle Minuter, hvis Slangen, hvorigennem Luf- ten pumpes ned, skulde komme i Uorden. Vandedderkoppen forener paa en mærkelig Maade begge disse Systemer. Den er en Dykker af første Rang, thi Sølvblæren er dens Lufttornyster, Reden dens Dyk- kerklokke, og den mangler kun Slangen, der skulde lede Luften ned til begge. Den er derfor, som alle luftaandende Dyr, tvungen til med visse Mellemrum at komme op til Vandets Overflade og sætte sig i umiddelbar Berøring med Luften, som den da kan anvende enten til sit personlige Behov eller til Dykkerklokken, der skal huse den og dens Yngel. 12*