Naturens Vidundere

182 føres ud til alle Sider for at forhindre Klokken fra at gaa til Vejrs som en Luftballon. Disse er udspundne i Form af Traade, hvorimod selve Klokkens Masse bestaar af et silkefint, luft- og vandtæt Stof, som er temmelig sejgt. Klokkernes Størrelse og Form varierer overordentlig meget efter Dyrenes Ernæringsforhold og Omgivelserne. Sædvanlig har de Stør- relse som en Valnød, men man kan træffe enkelte saa stoi© som et Dueæg, og andre, der knap er større end en Hasselnød. Formen betinges for en stor Del af Omgivelserne. Dybere liggende og mere frithængende Reder er altid, de regelmæssigste og viser hyppigt en smuk Ægform. Jo mere indfiltrede i omgivende Plantedele, jo mere overfladiske og drivende Klokkerne bliver, desto mere taber de de- res oprindelige Skønhed. D© overfladiske Klokker ©r finere i Spin- det, tyndere og mindre rige paa Støttetraade, hvorimod de dybt- liggende Klokker, hvis Vægge skal udholde et stærkere Lufttryk, baade hæ- et stærkere Fernislag og langt flere og grovere Støttetraade, som ikke fortsætter sig gennem Fernislaget for at beklæde den indre Flade, saaledes som man finder det hos Drivklokkerne. Alle disse Varieteter skyldes imidlertid kun de forskellige Omgivelser, hvor- under Klokkerne anlægges, og hidrører ikke fra forskellige Arter. Et har dog alle Klokker tilfælles, hvor forskellige de end kan være i Form: Aabningen vender altid nedad og er mere eller mindre tilspunden med et Sæt af Traade, der i Midten danner en Spalte, som Edder- koppen benytter til Ind- og Udgang. Sent paa Efteraaret lukkes denne Spalte med endnu flere Traade, og Klokken danner nu et hermetisk tillukket Gemme, hvori Edderkoppen sover sin Vintersøvn. Saa snart Vandedderkoppen har faaet sin Dykkerklokke færdig __ og den bruger til dette Arbejde kun en Nat — har den intet an- det at sørge for end den Luftfornyelse, som af og til bliver nødven- dig, naar Dyret ved sit Aandedrag har tæret for stærkt paa sin Be- holdning af atmosfærisk Luft. Rigtignok er Edderkoppernes Respi- ration ikke meget livlig, men efterhaanden som Luften forbruges til Aandedrættet, stiger ogsaa Vandet i Klokken. Edderkoppernes Stil- ling i denne er derfor altid med Hovedet nedad, og med Bagkroppen ragende op i det luftfyldte Rum, men naar dette bliver for lille, tvin- ges de til at stige op til Overfladen for at forsyne Klokken med mere Luft. Undertiden ser man, at de søger at unddrage sig dette besvæi- lige Arbejde ved et ejendommeligt Slags Tyveri. Har de nær deres Klokke en eller anden Nabo, som har en god Beholdning af Luft inde, og som selv tilfældigvis er ude, lister de sig til at stikke Spidsen af Bagkroppen ind i hans Klokke for at stjæle Luft, saa at den flittige