Naturens Vidundere

200 en blæreformig Opsvulming, dannet af Forbenets Aanderørsstamme, paa hvis øverste Flade Hørenerven, der her udgaar fra første Bryst- nerveknude, udbreder sig. Hos Faarekyllingerne træffer vi Øret byg- get paa lignende Maade, og liggende paa samme Sted. Hos visse Insekter opnaar Maven en saa stor Udstrækning, at hele Dyret kun bliver en vandrende Fordøjelseskanal. Hos nogle Larver er Fordøjelsen endog saa stærk, at de hver Dag æder tre eller fire Gange saa meget, som de selv vejer. Dersom Ernæringen gik for sig efter samme Maalestok hos Elefanten eller Næsehornet, og dersom disse Dyr var lige saa udbredte som Insekterne, vikle de ikke være længe om at opæde al Plantevækst paa Jorden! Det første Afsnit af Insekternes Liv optages af deres Udvikling, og i denne Periode er det som oftest, at de æder med den omtalte overordent- lige Graadighecl. Naar Insekterne derimod er bievne fuldt udvik- lede, synes deres hele Tilværelse ikke at have andet Maal end Forplantningen; undertiden tillukkes endog deres Fordøjelseskanal, og Dyret tager da ingen Føde til sig. Den med de ødelæggende Tygge- redskaber udstyrede Larve (Fig. 114), som volder saa megen Skade paa Markernes Afgrøde, omdannes til en Sommerfugl, som i Stedet for Kæber kun har en Sugesnabel, med hvilken den alene kan drikke Blomsternes Honning. Som fuldkomment Insekt lever Døgnfluen kun for at parre sig, og dens Fordøjelsesredskaber er aldeles uud- viklede. * * * Insekternes Kløgt hæver sig under visse Omstændigheder til en sindrig List, og man overraskes veel at træffe saa megen Snildhed og Opfindsomhed hos dem. Det fattes her ikke paa Eksempler. Et udsultet Dyr, som alene nærer sig af Rov, men som har Modbyde- lighed for alt, hvad der er dødt, staar i Færd med at snappe en stor Vandkalvlarve. Denne har straks en Følelse af at have en Fjende for sig, og i samme Øjeblik, som den gribes, bliver den, der, fast og trind, svømmede om i Vandet, modbydeligt blød og slap. Angriberen tænker nu, at den har et dødt Dyr i Munden, og lader maaske af Væmmelse sit Bytte fare. Da Vandkalven som udviklet Insekt har en hornagtig Skalklædning, der gør det umuligt for den at gøre sig blød og slap, har den et andet Middel til at slippe fra sine Fjender. Saa snart man nemlig griber et af disse Insekter, føler det sig næppe i ens Hænder, førend det fra alle Kroppens Porer ud- gyder en hvid, mælkeagtig, stramt lugtende Vædske. Selv det mest sultne Dyr lader gerne dette Bytte slippe.