Naturens Vidundere

199 ikke se en eneste Bi røre sig fra Stedet; det er, som om denne Lyd slet ikke var til for den. Et finere konstrueret Øre, egnet til at opfatte Toner, træffer vi kun hos nogle ganske enkelte Familier, der selv er i Besiddelse af Strygeinstrumenter, nemlig hos Græshopperne og FaarekyRingerne. Det er den tyske Naturforsker v. Siebold, som først har Æren af at have gjort opmærksom paa disse Insekters ejen- dommelige Øre, der er lige saa mærkværdigt ved sin Bygning som ved sin Beliggenhed. Hos Markgræshopperne træffer vi oven over Baglaarenes Tndledningssted en Grube, som støttes af en Hornring. Eig. 114. En Larves Hoved og Tyggeredskaber (efter Lyonnet). og som tidligere blev antaget for et lydforstærkende Redskab. 1 Bunden af denne Grube ser man en tynd perlemoderglinsende Hinde, som svarer til Hvirveldyrenes Trommehinde. Paa den indvendige Flade af denne fæster der sig, støttet af et Par Hornstave, en med en klar Vædske fyldt Blære, der maa betragtes som en hudagtig La- byrint. Den egentlige Hørenerve udgaar ikke fra Hjernen, men fra den tredje Brystnerveknude og omfatter Labyrinten med en talrig Mængde fine Nervetraade. Endnu forunderligere er Organet anbragt hos Skovgræshopperne og Faarekyllingerne. Her ligger nemlig Øret i Forbenenes Skinneben. Visse Slægter af Skovgræshopper har paa begge Sider af For skinnebenene, tæt under Knæleddet en Grube, medens en anden Afdeling paa samme Sted er forsynede med to, mere eller mindre rummelige Hørespalter, i hvis Bund den ovale Trommehinde er udspændt. Mellem begge Trommehinderne findes