Naturens Vidundere

198 Insekterne har tillige en overordentlig skarp Lugt. De mærker de svageste Uddunstninger, endogsaa i større Afstand. Midt i Duf- ten fra Tusinder af Blomster paa en Eng eller i en Have skelner de den enkelte, som de ynder, og flyver hen til den for at suge Hon- ning af den eller for at lægge deres Æg paa den. Rovinsekterne og Aadselgraverne sporer selv i meget lang Afstand de Dyr, som de lever af, og om man end tildækker et Stykke Kød med Papir eller gemmer det i et Flueskab, hidlokker Uddunstningerne derfra dog snart Fluerne, selv om der forud ikke var en eneste at se. Og mær- Fig. 113. Aadselgravere ved en død Markmus. keligt nok tager Insekterne aldrig fejl, med mindre der, hvad dog kun sjældent er Tilfældet, hersker en fuldstændig Lighed imellem Lugten af to forskellige Æmner. »Aadselblomsten« Stapelia’s Stank hidlokker saaledes visse Insekter ligesom Uddunstningen fra Aadsler, ja de lader sig endog saa stærkt skuffe af denne Lighed, at de lægger deres Æg paa hin Plante, skønt Afkommet paa den ufejlbarligt maa omkomme af Mangel. Der er ingen Tvivl om. at Insekterne har Hørelse, siden de kan hidkalde hverandre ved visse Lyde, som de frembringer paa mange Maader. De synes kun at opfange eller ænse den Lyd, som vedkom- mer dem, medens enhver anden Lyd, hvor stærk den end er, ikke synes at gøre Indtryk paa dem. Ved en næppe hørlig Summen sætter Bidronningen hele Stadet i Røre og drager Sværmen efter sig; men om man end affyrer en Bøsse lige ved Siden af en Bisværm, vil man