Naturens Vidundere

Forfatter: J. O. Bøving-Petersen

År: 1911

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 317

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 330 Forrige Næste
202 malerisk Maade skildret dens List saaledes: 'Denne Tæge har i sin Nymfetilstand, inden dens Vinger er udviklede, et meget frastødende og modbydeligt Udseende. Ved første Øjekast fristes man til at tage den for en af de hæsligste Edderkopper. Hvad der gør den saa gi'm, er, at den er aldeles dækket med og indhyllet i et graaligt Over- træk af det Støv, man finder i Krogene af daarligt fejede Værelser, og som sædvanligvis er blandet med Sand og Uld- eller Silketrævler. Det er dette Overtræk, som gør dette Insekts Ben saa tykke og uformelige, og som giver hele dets Legeme et saa mærkeligt Ldseende. Gangtægen har ikke desto mindre meget fine og tynde Ben, men for at komme til at se dem, maa man varsomt børste dem rene. Tægen flytter sig kun meget langsomt og er ligesom tynget af sin sælsomme Dragt, saa længe den er maskeret. Men naar den har faaet Vinger, bliver den liv- lig, og som Figuier spø- gende skriver: »man ser den nu aabenlyst tjene sit Brød«. Naar en lille og ikke farlig Fjende trænger ind i et Bistade, bliver den stukken af de før- Fig. 116. Den aim. Gangtæge i Nymfetilstand. Den første i en Pjalteham af Støv og Spindelvæv; den anden renset. (Maalene: den virkelige Størrelse.) ste Skildvagter, som faar Øje paa den, hvorpaa det livløse Legeme hurtigt kastes ud af den fælles Bolig, uden at Arbejdet et eneste Øjeblik afbrydes; men dersom Angriberen er en stor og tung Skov- snegl, gaar Sagen for sig paa en anden Maade. Der kommer da en almindelig Uro over Arbejderne; enhver af dem holder sine \ aaben rede, summer omkring den ubudne Gæst og gennemborer den med sin Braad. Saaret fra alle Kanter og paa samme Tid pint af de mange Braaddes giftige Stik, omkommer det langsomt krybende Dyr under de hæftigste Trækninger. Men hvad er der nu at gøre med en saa vægtig Fjende? Alle Biernes Smaaben tilsammen vilde ikke slaa til til kun at rokke den døde Snegl og endnu mindre til at bringe den ud af den lille Aabning paa Kuben. Ved at raadne vilde den snart gøre hele Stadet ildelugtende og maaske udvikle Spiren til en eller anden Sygdom. Hvorledes skal dette nu hindres? Hele Sværmen holder Raad og fatter en rask Plan. Ligesom man under Faraonerne ind- balsamerede døde Dyr, hvad enten dette nu skete i en religiøs Hen- sigt eller for at slippe for deres farlige Uddunstninger, tager alle