Naturens Vidundere
Forfatter: J. O. Bøving-Petersen
År: 1911
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 317
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
202
malerisk Maade skildret dens List saaledes: 'Denne Tæge har i sin
Nymfetilstand, inden dens Vinger er udviklede, et meget frastødende
og modbydeligt Udseende. Ved første Øjekast fristes man til at
tage den for en af de hæsligste Edderkopper. Hvad der gør den saa
gi'm, er, at den er aldeles dækket med og indhyllet i et graaligt Over-
træk af det Støv, man finder i Krogene af daarligt fejede Værelser,
og som sædvanligvis er blandet med Sand og Uld- eller Silketrævler.
Det er dette Overtræk, som gør dette Insekts Ben saa tykke og
uformelige, og som giver hele dets Legeme et saa mærkeligt Ldseende.
Gangtægen har ikke desto mindre meget fine og tynde Ben, men
for at komme til at se dem, maa man varsomt børste dem rene.
Tægen flytter sig kun meget langsomt og
er ligesom tynget af sin
sælsomme Dragt, saa
længe den er maskeret.
Men naar den har faaet
Vinger, bliver den liv-
lig, og som Figuier spø-
gende skriver: »man ser
den nu aabenlyst tjene
sit Brød«.
Naar en lille og ikke
farlig Fjende trænger
ind i et Bistade, bliver
den stukken af de før-
Fig. 116. Den aim. Gangtæge i Nymfetilstand. Den første i en
Pjalteham af Støv og Spindelvæv; den anden renset.
(Maalene: den virkelige Størrelse.)
ste Skildvagter, som faar Øje paa den, hvorpaa det livløse Legeme
hurtigt kastes ud af den fælles Bolig, uden at Arbejdet et eneste
Øjeblik afbrydes; men dersom Angriberen er en stor og tung Skov-
snegl, gaar Sagen for sig paa en anden Maade. Der kommer da en
almindelig Uro over Arbejderne; enhver af dem holder sine \ aaben
rede, summer omkring den ubudne Gæst og gennemborer den med
sin Braad. Saaret fra alle Kanter og paa samme Tid pint af de mange
Braaddes giftige Stik, omkommer det langsomt krybende Dyr under
de hæftigste Trækninger. Men hvad er der nu at gøre med en saa
vægtig Fjende? Alle Biernes Smaaben tilsammen vilde ikke slaa til
til kun at rokke den døde Snegl og endnu mindre til at bringe den ud
af den lille Aabning paa Kuben. Ved at raadne vilde den snart gøre
hele Stadet ildelugtende og maaske udvikle Spiren til en eller anden
Sygdom. Hvorledes skal dette nu hindres? Hele Sværmen holder
Raad og fatter en rask Plan. Ligesom man under Faraonerne ind-
balsamerede døde Dyr, hvad enten dette nu skete i en religiøs Hen-
sigt eller for at slippe for deres farlige Uddunstninger, tager alle